Hvis man spørger en hvilken som helst Team FOG Næstved-fan, om de kan huske Moritz Lanegger, så vil svaret højst sandsynligt være et rungende ja. Den østrigske guard kom til Næstved i november 2016 og havde stor andel i, at Team FOG Næstved i 2017 vandt deres første pokaltitel på et af dansk baskets største comebacks i nyere tid.
Det nåede dog kun at blive til en enkelt sæson i Danmark for den rejselystne østriger, der i den efterfølgende sæson både vendte et smut tilbage forbi engelsk basket samt tilføjede Spanien som ny destination. Han kom fra Manchester Giants til Team FOG Næstved, så han var velkendt med engelsk basket. Det blev dog ikke til den succes hos London Lions, som Lanegger havde håbet på.
“Klubben (London Lions, red.) havde problemer, så jeg forlod dem i januar ’18 og skrev under med Palma i LEB Gold. Det var en fed oplevelse, og på det sportslige plan synes jeg, det var en god sæson.”
“I løbet af sommeren fandt jeg ud af, at jeg egentlig ikke var interesseret i at spille udenlands mere, så jeg vendte hjem til min gamle klub Klosterneuburg i Østrig. Vi ligger i den bedste række, og det går ret godt (klubben ligger nr. 3, red.). Vi havde problemer i starten, men nu spiller vi, som vi ved, vi kan.”
Vil aldrig glemme pokalfinalen
Der gik ikke lang tid, før Lanegger havde fundet ud af, at han var kommet det helt rigtige sted hen, da han først var ankommet til Næstved. Han oplevede stor passion fra både folk i og omkring klubben, og interessen fra fansene var stor.
“Næstved var et rart sted. Klubben er meget professionel, og jeg følte mig hurtigt tilpas. Jeg blev især hjulpet godt på vej af Mathias, Freddy og Emil (Mathias Bak, Frederik Møller og Emil Christensen, red.). Derudover kom jeg godt ud af det med Milan og Chris (Skobalj; Gillett, red.). De har også en fed arena, hvor der kom mange tilskuere til kampene.”
“Fansene i klubben var også meget særlige. Jeg mødte virkelig mange, og mange kunne godt tale lidt tysk, så det gjorde vi. På den måde havde jeg meget nemmere ved at kommunikere med folk.”
Det er svært at komme uden om pokaltriumfen. Bortset fra enkelte bronzemedaljer, så var det Næstveds første rigtige titel. To gange tidligere havde klubben stået i en pokalfinale, men begge gange tabte man.
Ser man tilbage på kampen, var det også helt unikt, at Næstved vandt kampen. De startede godt, men til slut i kampen havde Horsens næsten lukket sækken på hjemmebanen i Forum Horsens. Med halvandet minut igen førte De Gule med ni point, men et næsten mirakuløst comeback, hvor alle marginaler gik Næstveds vej, betød kæmpe jubel hos såvel spillere som den kæmpe gruppe Næstved-fans, der havde turen til Horsens.
“For det første var jeg meget imponeret af, hvor mange fans vi havde med til finalen. Og så var finalen bare fantastisk. Det er stadig helt uvirkeligt, at vi fik vendt kampen. Det var ikke en god kamp for os, og Horsens havde rimelig styr på kampen i fjerde periode.”
“For at være ærlig, når jeg ser kampen igen, så ved jeg ikke, hvad der gik gennem mig, da først vi ramte treerne. Men vi troede på det til det sidste, og det var en af de mest specielle sejre i min karriere. Det var noget særlig mig, for klubben og for byen, fordi det var den første titel. Det vil jeg aldrig glemme.”
Glæder sig til gensyn
Moritz Lanegger var en populær herre blandt klubbens fans, og det var længe på tale, at de to parter skulle forlænge samarbejdet. Det skete aldrig, men klubben prøvede. I sidste ende var det Lanegger selv, der havde et ønske.
“Efter sæsonen snakkede jeg en del med Andreas og Thomas (Larsen, direktør; Foldbjerg, sportschef, red.), og det var nogle positive snakke. Men jeg ville gerne ud og se noget nyt. Det var ikke en let beslutning, da jeg følte mig godt tilpas, men jeg skulle ud og opleve verdenen.”
“Næstved var en fed oplevelse for mig og min kæreste, og jeg ser frem til en dag at vende tilbage og besøge mine venner og se det hele igen.”
Se eller gense de sidste 18 sekunder, hvor Næstved vinder pokalen.
Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.









































































