Efter et snævert nederlag til Svendborg Rabbits, skulle Næstved søndag eftermiddag prøve at få oprejsning ude mod BMS Herlev Wolfpack. Efter en usikker første halvleg, trak Næstved fra og sikrede sig en sejr på 74-91, takket være nogle godt skydende profiler.
Tæt start på kampen
Kampen startede utrolig lige ud, hvor holdene fulgtes pænt ad. Wolfpack spillede bolden flot rundt, hvor angrebet blev orkestreret af en flot spillende August Haas. Næstved havde modsat meget svært ved at få spillet til at flyde ordenligt, hvor de var mere afhængige af individuelle præstationer. Her var det især Alante Fenner, der holdte dem inde i kampen.
Først i de sidste minutter af første halvleg fik Næstved et lille hul. Phillip Hertz og Jahmal Jones ramte to 3’ere og så kunne udeholdet gå til pause foran 36-41.
Næstved startede anden halvleg ligesom de sluttede den første. 3’erne begyndte lige pludselig at regne i for Næstved spillerne, og så blev det svært for hjemmeholdet at følge med. Wolfpack var også hæmmet af, at bænkspilerne ikke bidrog med meget i offensiven, så når starterne ikke var på banen gik offensiven i stå.
Næstved kunne sikkert køre resten af kampen hjem, hvor føringen aldrig for alvor kom i fare. Det var som om, at det endelig lykkedes for Næstved at finde melodien i anden halvleg efter at have virket rusten i starten af sæsonen.
Flotte præstationer fra 3-pointsland
For Næstved var det især skuddene fra distancen, der grundlagde sejren. Som hold ramte de 46% af deres 3’ere. Alante Fenner står tilbage som kampens spiller, hvor han var uhyr tæt på en triple-double. Han endte kampen med 23 point, 12 rebounds og 9 assists, mens Jones og Idowu også bidrog med 19 og 18 point.
For Wolfpack spillede Devin Thomas en flot kamp med 18 point og 13 rebounds. Også August Haas havde en god kamp med 17 point, 6 rebounds og 5 assists.
Næste kamp for Næstved er på torsdag, hvor de hjemme tager imod Horsens IC. Wolfpacks næste kamp er fredag ude mod Copenhagen Basketball.
Jeg er Fullcourts chefredaktør. Jeg har det overordnet ansvar for sidens indhold, og jeg brænder for alt basketball, hvor jeg bidrager til både NBA- og Basketligadelen af siden.









































































