Forbind med os

Hej, hvad søger du efter?

Basketligaen

Magtdemonstration af Jonathan Jeanne sikrer Randers sejr over Horsens

Mandag aften hentede Randers Cimbria en vigtig sejr over Horsens IC, da Jonathan Jeanne underholdte med 41 point.

Foto: Sam's Photos

Efter at Horsens IC i sidste uge bragte sig foran 1-0 i semifinaleserien mod Randers Cimbria, var der i dag pres på det randrusianske hjemmehold for at holde sig inde i kampen om en finaleplads.

Randers havde forud for aftenens opgør tabt sæsonens hidtidige fem kampe mod dagens gæster fra Horsens. Den stime af nederlag ville særligt en Cimbria-spiller gerne have stoppet.

Horsens fortsatte, hvor de slap, mens Jonathan Jeanne viste sig ustyrlig

Horsens lagde fra kampens start mentalt pres på Randers med et 8-2 run, hvor holdets spillere skiftevis havde succes med at drive mod kurven, uden den store modstand fra hjemmeholdet, der ikke så ud til at have den store interesse i at spille forsvar.

Generelt havde de to hold dog gensidig respekt for hinandens 3-pointsskytter, hvilket fik begge hold til at søge tættere på kurven når der skulle afsluttes. I den forbindelse var Jonathan Jeanne eneste trussel for Randers i kampens åbning. Efter fire og et halvt minut var Jeanne således eneste mand, der var kommet på tavlen for hjemmeholdet. Den manglende produktion fra holdkammeraterne var naturligt også en af årsagerne til at Horsens hurtigt kom foran med 11 point.

Randers fik i løbet af perioden pyntet lidt på resultatet, og var takket været 16 point af Jeanne kun bagud med 6 efter kampens første ti minutter. I slutningen af første periode var det tilmed lykkedes for hjemmeholdet at få bedre gang i afleveringsspillet og det kollektive angrebsspil. 

Mens hjemmeholdet samtidig fik strammet grebet en anelse i forsvarsenden, kunne gæsterne fra Horsens efter en knap så velspillet anden periode gå til pause med en snæver føring på blot 2 point, efter at have været foran med 14 tidligere i opgøret. 48-50 lød pausestillingen.

Momentum vendt på hovedet

Kort inde i tredje periode kunne Jeanne smide sit 20. point i kurven og i den anledning give Randers deres første føring i kampen inden Brandon Randolph med en 3-pointsscoring kunne udbygge den føring til 5 point.

Den gode start og momentumskiftet tog til gengæld en  drejning senere i perioden, og ligesom det var tilfældet i første kamp af semifinaleserien, så det igen ud til, at Horsens skulle grundlægge en ny sejr i tredje periode, da de vendte Randers’ 5 points overtag til en 8 points føring til deres eget favør før fjerde periode.

Randers har dog flere gange i sæsonen vist sig som et hold man ikke kan blive kloge på. Bedst som det så ud til, at de var ved at spille sig selv ud af opgøret, spillede de sig i den grad ind i kampen igen i fjerde periode.

Ved stillingen 85-87 til Horsens, gik Randers på et 15-5 run, anført af Jonathan Jeanne, til at lukke og slukke kampen. Jeanne scorede 41 point i opgøret og blev kampens suveræne topscorer, samt kronjydernes vigtigste livline i kampen om videre avancement til finalerne.

Med sine 41 point, der blev krydret med 12 rebounds og 6 assists, var Jeanne uden tvivl hjemmeholdets vigtigste spiller, da de sikrede sig sæsonens første sejr over gæsterne fra Horsens. 100-92 til Randers blev aftenens slutresultat.

Dermed har Randers udlignet til 1-1 i de to holds semifinaleserie forud for kamp 3, der spilles på torsdag.

Skrevet af

Andre artikler med dette emne

Bakken Bears

Der var torsdag aften lagt op til en vaskeægte klassiker i dansk basket, da Bakken Bears og Horsens IC tørnede sammen. Efter en tæt...

Basketligaen

Boden Skunberg debuterede for Horsens IC torsdag aften, hvilket han gjorde med bravur, da han sluttede som kampens topscorer.

Basketligaen

Horsens IC hentede torsdag aften sæsonens første sejr i sæsonåbneren, og allerede nu mærker en af klubbens profiler nogle forandringer efter trænerskiftet.

Basketligaen

Torsdag aften blev den nye sæson af Basketligaen skudt i Arena Svendborg, hvor et velspillende Horsens-mandskab snuppede sæsonens første sejr.

Basketligaen

Randers Cimbria har fundet klubbens nye træner, der er hentet hos liga-konkurrenterne.

Basketligaen

Svendborg Rabbits trak det længste strå i kampen om metal torsdag eftermiddag.

Bakken Bears

Bakken Bears knuste Horsens på ny og er dermed klar til DM-finalen for den 24. gang i streg.

Basketligaen

Horsens kom blæsende fra start, hvilket endte med at blive altafgørende i den vigtige kamp om fjerdepladsen.