Jyles Smith har fået en hård start på tiden i Horsens IC, hvor han senest måtte se sig frasorteret til pokalfinalen på hjemmebane imod Bakken Bears.
Jyles Smith var i den forgangne sæson en af nøglebrikkerne til Copenhagen Wolfpacks flotte sæson, hvilket var medvirkende til at sikre ham et sommerskifte til de forsvarende mestre fra Horsens IC. Her skiftede han sammen med den anden Wolfpack-profil Iffe Lundberg, og der var store forventninger til begge spillere.
Skiftet har dog ikke været smertefrit, hvor den største omvæltning har været at skifte Hovedstaden ud med Horsens. Statistisk set er Smiths numre faldet ganske markant i næsten alle kategorier, men der kan der ifølge Smith være flere forklaringer på.
”Jeg fik en hård start, men at mine statistikker er faldet kan skyldes mange ting. Jeg er kommet til et nyt hold, hvor jeg har fået en ny rolle, og jeg lærer stadig, hvad mine trænere og holdkammerater ønsker af mig,” udtaler Smith til Fullcourt.dk.
Smith er dog ganske fortrøstningsfuld for, at han nok skal forbedre hans gennemsnit for sæsonen.
”Det er stadig en lang sæson, og jeg føler stadig, at jeg har plads til at forbedre mine tal,” udtaler Smith.
Horsens IC tilførte for nyligt sidste sæsons Defensive Player of the Year, Baye Keita. Han har taget en del af de minutter, som Smith var vant til at spille, men det generer ikke Smith så længe det er i holdets bedste.
”Det generer mig på ingen måde, at Baye er kommet til. Jeg føler kun, at han kan holdet endnu stærkere, og det er dét, som det hele drejer sig om. Hvis det betyder, at jeg kommer til at spille en smule mindre, så gør det ikke noget, så længe han bliver ved med at producere, som han gør for tiden,” forklarer Smith om den nye situation.
”Jeg kunne have gjort en forskel”
Jyles Smith måtte for ti dage siden se pokalfinalen fra bænken, da der stadig kun må være to ikke EU-spillere på holdet i pokalturneringen. Horsens IC valgte Marquis Addison og Nimrod Hilliard, og derfor måtte Smith tage en plads på bænken. Bakken Bears vandt kampen sikkert med 83-66, og det var en frustreret Smith, der så til fra bænken.
”Det er altid hårdt at sidde og se dit hold spille uanset hvad, men det er klart end smule værre, når der er pokalfinalen. Det er en af de store kampe, som du som spiller ønsker at spille,” udtaler Smith, inden han fortsætter:
”Jeg føler selvfølgelig altid, at jeg kan og vil gøre en forskel på banen, så jeg tror, at jeg kunne have gjort en forskel i kampen.”
På trods af han ikke var en del af kampen, så var Smith alligevel i aktion i pausen, hvor han deltog i årets lidt overraskende dunkekonkurrence. Her fik han et lille plaster på såret, da han på hjemmebanen i Forum Horsens slog Andy James fra Stevnsgade SuperMen og Darious Lee Moten fra Svendborg Rabbits.
”Aww man, det var en fantastisk følelse at vinde dunkekonkurrencen foran hjemmepublikummet og over for to så ekstremt dygtige og atletiske dunkere. Det var en fantastisk følelse!” udtaler Smith om hæderen.
Foto: Martin Qvist Tyron
Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.