Den tidligere Værløse Blue Hawks-spiller Austin Pope skifter til Serbien. Den 27-årige amerikanske point guard har skrevet under med OKK Novi Pazar, der spiller i den bedste serbiske række. Det skriver basketballmediet eurobasket.com.
Austin Pope tørnede ud for Værløse Blue Hawks af to omgange. Amerikanerens første ophold hos det nordsjællandske mandskab var en stor succes, men tiden i Danmark var kort. Pope tog afsked med Værløse-mandskabet efter blot syv kampe, da han tog hjem til USA for at deltage i prøvetræninger hos NBA- og G-League hold.
Til Fullcourt.dk fortalte Austin Pope i april 2019, at NBA altid har været den helt store drøm, så da muligheden for at komme til prøvetræning hos nogle hold i verdens bedste basketballliga bød sig, var han nødt til at forlade Værløse, da han ikke kunne lade sådan en stor chance glippe.

Arkivfoto: Frederiksborg Amts Avis
Prøvetræningerne udmøntede sig ikke i en kontrakt hverken i NBA eller NBA G League. Derfor vendte Austin Pope tilbage til Danmark og Værløse Blue Hawks i januar 2020, men endnu en gang blev amerikanerens ophold i Danmark forkortet, denne gang som følge af Covid-19 og dens indtog verden over, og i et interview med LA Times fortalte Pope, at den Covid-19-forkortede Basketligaen-sæson satte karrieren på pause. Det interview kan du læse her.
Men siden det andet kapitel hos Værløse har Pope været klubløs. I hele sidste sæson stod han uden kontrakt, men i den kommende sæson skal Austin Pope til Serbien.
Før den 198 centimeter lange amerikaner kom til Danmark, spillede han gennem to år for Chaminade Silverswords i NCAA Divison 2.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)









































































