Onsdag eftermiddag sikrede Bakken Bears sig videre avancement i kvalifikationen til Basketball Champions League med en komfortabel sejr mod Hapoel Tel Aviv med cifrene 91-71. Få timer senere stod det klart, hvem der skal krydse klinger med de danske bjørne i aften kl. 19.00 i kampen om en plads i Basketball Champions League.
Aftenens modstander hedder Belfius Mons-Hainaut og er fra Belgien. Mons-Hainaut sendte polske Anwil Wloclawek hjem fra turneringen i deres første kamp i kvalifikationen. Belgierne vandt opgøret med cifrene 81-69.
Netop Mons-Hainaut er dog ikke et ukendt mandskab for Bakken Bears. Tilbage i 2016-udgaven af FIBA Europe Cup mødte Bakken og Mons-Hainaut hinanden i det andet gruppespil. Danskerne mødte belgierne af to gange. I det første opgør sejrede belgierne, 90-66, mens Bakken tog sejren i det andet opgør, 82-81.
De danske profiler Morten Sahlertz, Thomas Lærke og Darko Jukic er de eneste gengangere fra spillertruppen i 2016. Bjørnenes sejr på 82-81 mod Mons-Hainaut var Bakkens eneste sejr i det gruppespil.
Bakken Bears har på deres hjemmeside udset Jabril Durham, Auston Barnes, Skylar Spence, Justin Cage og Arik Smith som belgiernes største profiler. Sidstenævnte blev topscorer i kampen mod polakkerne. Den 185 centimeter høje guard scorede 21 point.
Danskerne er altså kun én sejr fra at booke en billet til det kommende gruppespil i Basketball Champions League. Skulle Belgierne trække det længste strå, må Bakken nøjes med deltage i FIBA Europe Cup i den kommende sæson.
Du kan følge Bakkens altafgørende kamp på vores liveblog lige her.
Hvis du vil læse mere om Bakkens sæsonopstart og forberedelserne frem mod Basketball Champions League, kan du det lige her.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)









































































