Lad os spole tiden tilbage til november sidste år. Værløse Blue Hawks havde netop præsenteret en alsidig amerikaner, der skulle debutere som professionel på dansk grund.
Amerikaneren hed Austin Oliver Pope. Pope havde lige spillet sine sidste to college-år for Chaminade SilverSwords, som spiller i NCAA Division II. Pope var en af de store profiler for Chaminade-mandskabet, og kom sågar på All Star-holdet i deres konference efter en imponerende sæson fra Popes side.
Barren var derfor sat højt til den unge amerikaner, og han levede så sandelig også op til forventningerne da han ankom til Danmark. Popes professionelle debut var mod det jyske Pro A-hold, Randers Cimbria.
Man forventer som regel, at en ny spiller har brug for en tilvænningsperiode, men Pope leverede lige fra den første kamp i Værløse-trøjen, og man skulle ikke tro, at han var en ny mand på det sjællandske mandskab.
“Jeg er en spiller, der let kan tilpasse sig en ny spillestil. Det virker lige til for mig, og jeg vil bare vinde kampe. Min personlige spillestil er meget fri, og jeg har altid været en spiller, der kan sættes ind i enhver situation, og få det bedste ud af det,” siger Austin Pope til Fullcourt.dk.
Pope diskede op med en double-double i sin debut, og var desuden den næstmest scorende på Værløse-mandskabet. Han scorede 18 point, hvortil han nappede ti rebounds. Værløse led et snævert nederlag på tre point til kronjyderne, men trænerstaben må have været yderst forhåbningsfulde og optimistiske over udviklingen af den 24-årige amerikaner.
Rookie-sæsonen
Men inden debuten mod Randers Cimbria havde Austin Pope endnu ikke taget hul på sin professionelle basketball-karriere, og havde ingen erfaring udover college-bold hjemme i USA.
“Det var en utrolig fed oplevelse, at komme til Værløse direkte fra College i USA. Jeg vil ikke være tiden i Danmark foruden, og jeg er evigt taknemmelig for muligheden. Jeg følte mig straks hjemme i Værløse. Trænerne, medspillerne og de loyale fans tog sig straks af mig, og jeg er så taknemmelig for de mennesker, som jeg mødte på min vej,” siger han.

Artiklen fortsætter under billedet
Men hvilke forventninger havde en 24-årige amerikaner fra Los Angeles til at spille for Værløse Blue Hawks i den bedste danske række? Det er trods alt et kæmpe spring både basketballmæssigt, men også geografisk.
“Jeg kom med det formål at gøre holdet bedre. Det var nemt at tilpasse sig Værløses spillestil. Jeg voksede op med, at spille basket med og mod tilfældige personer i parker i LA-området, og jeg ville altid vinde kampe. Den mentalitet kom jeg også til Danmark med,”
I løbet af sin tid i Basketligaen formåede Pope, at spille sig på Fullcourts ‘Månedens Hold’ en enkelt gang. Pope snittede 16,4 point, 7,4 rebounds og 3,1 assists i de syv kampe, som Pope spillede for Værløse Blue Hawks.
Den danske familie
På trods af, at Popes tid i Danmark var kortvarigt, har opholdet været betydningsfuldt både på banen, men især også uden for banen. En dansk familie tog Pope under deres vinger, og familien vil Pope aldrig nogensinde glemme.
“Jeg mødte en fantastisk familie i Danmark, som jeg vil betragte, som familie i resten af mit liv. Planen var ikke, at jeg skulle bo hos familien, men det endte med, at jeg boede hos dem fast. Jeg vil være Familien Egeblad evigt taknemmelig. De er skyld i, at min tid i Danmark var så god,” siger Pope til Fullcourt.dk.

Her ses Austin Pope sammen med den danske familie, som han boede hos.
“Familien har to børn, som begge også spiller basketball, så vi kunne spille NBA 2K sammen i timevis, og kunne snakke basket sammen,” siger Pope og uddyber, at forældrene til de to også var fantastiske. De var i stand til, at få ham til at føle sig som en del af familien, og hjalp ham med at forstå den danske kultur, og hvordan han passede bedst muligt ind i samfundet.
En lys fremtid
Pope blev inviteret til prøvetræninger hos Los Angeles Lakers, Los Angeles Clippers, Phoenix Suns og Sacramento Kings og måtte derfor forlade det land, han var blevet så glad for. Målet havde altid været at spille NBA, hvorfor Pope ikke kunne lade så stor en chance glippe.
“Jeg har siden, jeg var fire år villet spille i NBA. Det har altid været drømmen, og det er det til denne dag stadig. Derfor kunne jeg ikke lade så stor en chance glippe, og derfor drog hjem til USA. Der er omkring 494 spillere i NBA. Jeg vil være og tror på, at jeg kan blive en af de spillere. Men jeg er også godt klar over, at vejen til NBA ikke er nem. Jeg vil blive ved med, at arbejde hårdt for at blive bedre. Men vigtigst af alt tror jeg også på mig selv. Jeg har en arbejdsetik, der stræber efter at blive så god som muligt. ”
Austin Pope står i øjeblikket uden en kontrakt med et hold, men han er fortrøstningsfuld for interessen for Pope er stor.
“Jeg har fået en masse tilbud fra utallige af hold i Europa, men NBA G-league har rettighederne til mig. Planen er, at jeg vil knokle for at blive bedre over sommeren, og så må vi se, om jeg kan tilspille mig en plads på et hold i NBA G-League,” siger han.
Dansk comeback
Pope afviser desuden ikke et muligt comeback i Basketligaen, og forsikrer, at han nok skal komme ‘hjem’ til Danmark en dag.
“I vil med 100 procents sikkerhed se mig i Danmark igen. Danmark og Værløse var mere end bare basketball. Familien Egeblad, Værløse, fansene, mine trænere og mine holdkammerater havde en enorm indflydelse på mig. Det var ikke bare et job eller en sport. Det var meget mere end det. Det er næsten ubeskriveligt,” siger en taknemmelig Austin Pope.
Pope nød sin tid i Værløse, men i sine få måneder i Danmark blev han fascineret af en specifik klub, som han godt kunne tænke sig at spille for, hvis han en dag skulle vende tilbage til Basketligaen.
“Hvis ikke min drøm om at spille i NBA eller NBA G League går i opfyldelse, ville jeg elske at komme til Danmark og spille for Bakken Bears. Jeg ville elske at spille i Vejlby-Risskov Hallen og opleve atmosfæren de spiller i. De spiller i FIBA Europe Cup, hvilket gør det endnu mere interessant for mig at spille for dem. Jeg ville elske muligheden for, at kunne repræsentere dansk basket i Europa. Jeg mødte derudover også DAP (DeVaughn Akoon-Purcell, red) til NBA Summer League, og han fortalte, at han elskede hans tid hos Bakken,” siger Austin Pope.
Det første professionelle år af Austin Popes karriere er overstået. Pope er 24 år, og potentialet er enormt. Han formåede at sætte sit præg på Basketligaen på trods af, at det kun blev til syv kampe i den bedste danske række.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)









































































