Endelig blev det lørdag, og så var det tid til de to pokalfinaler i Forum Horsens.
Først skulle damerne i aktion, hvor Aabyhøj IF og Stevnsgade Basketball indledte lørdagens aktiviteter, der derudover også bød på trepointskonkurrence, dunkekonkurrence og pokalfinalen for mænd imellem Horsens IC og Svendborg Rabbits.
Stevnsgade slog overraskende SISU i pokalsemifinalen, mens Aabyhøj IF levede op til forventningerne mod BMS Herlev Wolfpack, og kunne booke sin plads til dagens pokalfinale med en sejr på ti point.
Det er kun en uge siden, at de to pokalfinalister mødtes sidst. Stevnsgade gæstede Aabyhøj i Aarhus, og kunne rejse hjem med en sejr i bagagen. Opgøret i Dameligaen var tæt, og spændingen var derfor i top til dagens pokalfinale.
Aabyhøj bedst fra start
Spillerne var tændte, men først skulle der synges nationalsang i Forum Horsens. Tipoff blev vundet af Stevnsgade. Få sekunder senere ramte Stevnsgades Hanna Sheikh et skud fra distancen, og satte de første point på tavlen.
Men Aabyhøj fulgte godt med, og scorede efterfølgende på deres næste to angreb, som bragte dem i front.
Spillet gik i de næste minutter frem og tilbage, hvor de to hold fulgtes godt ad. Aabyhøj så til tider bedst ud, men kampen var alligevel helt lige halvvejs inde i første periode.
Forum Horsens var under damefinalen endnu ikke fyldt, men når Aarhus-holdet, Aabyhøj fik nettet til at blafre, var der massere af jubel på lægterne.
Aabyhøj forsatte med deres gode spil, og var med to minutter tilbage af første periode i front med otte point. De medrejsende fans på lægterne var tilfredse, og heppede højlydt på deres damer.
Stillingen efter første periode var 14-21 til Aabyhøj IF.
Stevnsgade bedre med
Aabyhøj kom også bedst fra start i anden periode med en scoring fra Aabyhøj guarden, Ida Krogh.
Stevnsgade havde efter tre minutter i anden periode endnu ikke fået deres første scoring i perioden, og missede det ene skud efter det andet. Det samme udspillede sig i den anden ende, hvor Aabyhøj ligeledes havde problemer med at få bolden igennem kurven.
End ikke på straffekastslinjen fik Stevnsgade bolden igennem kurven indtil, at Hanna Sheikh ramte et straffekast med lige over seks minutter tilbage i anden periode.
Kort tid efter kunne Stevnsgade reducere yderligere. Stillingen på det tidspunkt var 20-23.
De to hold fortsatte som i starten af første periode, og fulgtes løbende ad. Stevnsgade kom dog bedre med, og kunne med to minutter tilbage af første halvleg bringe sig i front igen med et enkelt point.
Stevnsgade kom bedre med i anden periode, og kampen var derfor helt lige ved pausen, 32-32.
Aabyhøj vinder Pokalturneringen
Aabyhøjs unge forward, Malene Pedersen, var brandvarm fra anden halvlegs start med fem ubesvarede point, der fik Aabyhøj foran med fem point.
Malene Pedersen spillede en stor rolle for Aabyhøj i tredje periode, og kunne derfor udbygge deres føring yderligere hen mod periodens slutning. Hun bidrog derudover både offensivt og defensivt, hvor hun nappede flere rebounds.
Aabyhøj stak så småt af i tredje periode, og var efter de første ti minutter i anden halvleg foran med cifrene 37-55.
Fjerde periode startede akkurat ligesom tredje periode sluttede, og efter tre minutters spilletid var stillingen 39-64 til Aabyhøj.
Stevnsgade fik ikke et ben til jorden i fjerde periode. Dette betød, at Aabyhøj kunne løfte pokalen, og dermed kalde sig selv vindere af pokalturneringen 2018/19.
Aabyhøj vandt kampen med cifrene 59-79. Kampens topscorer var Stevnsgades Hanna Sheikh med 26 point. Aabyhøjs topscorer var Malene Pedersen med 19 point.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)









































































