Når der er tipoff til sæsonen 2022/23 sent i aften dansk tid, vil det danske stjerneskud Alberte Rimdal være en del af startopstillingen.
Det skriver Gators på sin hjemmeside.
Rimdals Florida Gators møder naboholdet Florida Rattlers, og cheftræner Kelly Rae Finley har besluttet at tildele Alberte Rimdal en større rolle i år end i sidste sæson, hvor hun i højere grad var en vigtig rollespiller – en rolle, hun til gengæld udfyldte med bravour.
I sin første sæson på college høstede Rimdal personlig hæder i form af at lande en plads på All-Freshman Team i Southeastern Conference. Læs mere om det her.
Som førsteårsspiller snittede den tidligere Kvindebasketligaen-stjerne 4,5 points per kamp i 16 minutter på gulvet.
Ny rolle
Rimdals nye rolle kommer således i kølvandet på en flot freshman-sæson, hvor hun blev mange erfaringer rigere. Samtidig blev Florida-holdet i sidste måned ramt af en slem skade til Zippy Broughton, hvilket også har været medvirkende til at bane vejen til startopstillingen for Alberte Rimdal.
Skadens omfang betyder, at Broughton´s sæson er slut før den overhovedet er startet, og derfor skal Alberte Rimdal for alvor træde i karakter.
Gators skriver på sin hjemmeside, at de ikke udelukkende forventer, at Rimdal kommer til at styre offensiven, men at hun også få et større ansvar og muligheden for at blive en leder på holdet.
Rimdal fik en forsmag på sin nye opgave, da Florida Gators i onsdags spillede en træningskamp mod Saint Leo University. Rimdal fik chancen fra start og kvitterede med 15 point i 25 minutter på banen.
Florida Gators møder Florida Rattlers 23.30 dansk tid, 17.30 lokal tid.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)









































































