Asbjørn Midtgaard vandt i nat WAC-mesterskabet sammen med sit college-hold, Grand Canyon Antelopes. Sejren kvalificerer dem samtidig til den årlige NCAA-turnering – eller ‘March Madness’ – hvor de bedste college-hold fra hele landet møder hinanden.
Antelopes blev tidligere på ugen co-champions i den regulære sæson, og nu tog de altså også sejren i WAC-slutspillet. Det blev til en 74-66 sejr over de forsvarende mestre fra New Mexico State, hvor Midtgaard bidrog til sejren med 12 point og 8 rebounds. Det er første gang i holdets 8-årige historie, at de skal spille med i ‘March Madness’.
NCAA-turneringen bliver i år afholdt i en ‘boble’ i Indianapolis for at mindske risikoen for coronasmitte. Det er endnu ikke på plads, hvem Antelopes skal møde.
Jeg er Fullcourts chefredaktør. Jeg har det overordnet ansvar for sidens indhold, og jeg brænder for alt basketball, hvor jeg bidrager til både NBA- og Basketligadelen af siden.









































































