I efteråret tog det danske landshold to sensationssejre over Litauen og Tjekkiet. Det har givet landsholdet en unik mulighed for at kvalificere sig til EM.
Landsholdet skal op imod Litauen og Belgien, hvor en sejr over Litauen vil sikre Danmark en historisk EM-billet. Der er også en række muligheder for at sikre kvalifikation med en sejr over Belgien og et lille nederlag til Litauen, men så afhænger det af gruppens andre resultater.
Ligesom sidst skal begge kampe spilles i en “corona-boble” i Litauen.
Spillerne, der skal repræsentere Danmark, er nu udtaget. Der er to ny ansigter i forhold til de seneste kampe, hvor Darko Jukic og Kevin Larsen støder til. Til gengæld må holdet undvære Sami Eleraky og assistenttræner Jesper Sørensen grundet coronaforhold.
Truppen ser derfor således ud:
• Adama Darboe (Bakken Bears)
• August Haas (BMS Herlev Wolfpack)
• Daniel Mortensen (Bakken Bears)
• Darko Jukic (Bakken Bears)
• Frederik Hougaard Nielsen (Team FOG Næstved)
• Frederik Rungby (Horsens IC)
• Gabriel Iffe Lundberg (Zastal Enea BC Zielona Gora, Polen)
• Jonas Zohore (HLA Alicante, Spanien)
• Kevin Larsen (Leche Rio Breogan, Spanien)
• Mathias Bak Christensen (Værløse Blue Hawks)
• Philip Hertz (Team FOG Næstved)
• Sebastian Åris (Svendborg Rabbits)
• Sylvester Berg (Caceres Patrimonio De La Human, Spanien)
Reserver:
• David Knudsen (CB Marbella, Spanien)
• Martin Poulsen (Værløse Blue Hawks)
• Morten Bülow (CB Valls, Spanien)
Om de kommende kampe siger landstræner, Erez Bitman:
“Kvalifikationskampene mod Belgien hjemmeholdet Litauen bliver meget spændende for landsholdet og dansk basketball. Desværre er vi nødt til at spille en afgørende hjemmekamp på udebane på grund af Covid-19. Vi håbede alle, at vi kunne spille den afgørende kamp mod Litauen på hjemmebane foran vores fantastiske fans, men sådan blev det ikke på grund af Covid-19 reglerne. Vi håber, at vi kan vise endnu engang, at vi er et hold med en helt speciel ånd, som kan vinde kampe, som de fleste i basketverdenen tvivler på er mulige.”
Landsholdet skal møde Belgien d. 20 februar og Litauen d. 22. februar.
Jeg er Fullcourts chefredaktør. Jeg har det overordnet ansvar for sidens indhold, og jeg brænder for alt basketball, hvor jeg bidrager til både NBA- og Basketligadelen af siden.









































































