ANALYSE: I første del af Thomas Ginnerups analyse Herrelandsholdet år 0 kiggede han nærmere på herrelandsholdets organisatoriske udfordringer. I anden del var det, hvilke værdimæssige udfordringer det nye hold står overfor. Denne gang er det de sportslige udfordringer, der er i fokus.
Af Thomas Ginnerup
Danmark har trukket følgende lande til kvalifikationsspillet i august: Luxembourg, Østrig og Schweiz. Puljen er blevet betegnet som den optimale gruppe, hvis man så på holdene i de enkelte seedningslag. Det er usikkert, om det er helt rigtig, men når det er sagt, så skal man være meget opmærksom på, at det under ingen omstændigheder bliver lette kampe. Fx vil man, hvis man ikke ved bedre, sikkert slå ned på Luxembourg, som en prügelknabe Danmark burde kunne slå. Luxembourg har dog en række nationaliserede amerikanske spillere og for nyligt bankede de Island med 27 point til EM for små nationer. Jeg vil i min næste blog komme ind på de enkelte hold, som Danmark skal spille mod, men der er en række sportslige ting, som skal være på plads inden august.
Læs også: ANALYSE: Herrelandsholdet år 0
Big man eller ikke big man?
Desværre har landsholdet fået afbud fra en række af holdets høje spillere. Tilbage er Chris Christoffersen og Jonas Zohore med den ganske unge Jakob Enevold som 3. hjul. Det bliver et spørgsmål for landsholdet, om de bygger spillet op efter, om de har Chris Christoffersen på banen eller ej. Udfordringen er meget lig den, som Bakken Bears har stået overfor i år. På sigt er der en lang række meget dygtige ”big men” på vej op, men de er p.t. unge, og de fleste har af forskellige årsager meldt afbud til sommerens kampe. Hvis Chris Christoffersen og/eller Jonas Zohore skulle blive skadet e.l., så bliver problemet nu bare endnu større. Pludselig vil Danmark stå med et meget lille landshold med alt, hvad dertil hører af udfordringer (rebounds, mismatches, etc.).
Forsvar på pick’n’rolls
Pick’n’rolls er en utrolig stor del af moderne basketball. Og det er sjældent mindre for små nationer, som med en pick’n’roll kan isolere deres to bedste spillere og få det maksimale ud af en eller to stjernespillere. Når holdet ikke bliver større end det er, giver det visse udfordringer, men også muligheder. Hvis man spiller med én høj spiller (fx Chris Christoffersen) vil det være risikabelt, hvis han bliver trukket for langt ud på gulvet, da det vil efterlade kurven ubeskyttet. Man kan derfor forestille sig, at løsningen på pick’n’roll ikke medfører, at forsvareren på screeneren skal flytte sig uden for feltet.
Hård konkurrence mellem de danske guards
Den danske landstræner råder over rigtig mange dygtige guards. Spørgsmålet – og det bliver et stort spørgsmål – bliver, hvem han satser på. På de store pladser giver en udtagelse næsten sig selv, men på de små pladser er konkurrencen benhård. En udfordring bliver også, at ikke særlig mange af de danske guards til dagligt spiller på et internationalt niveau. Det betyder ikke, at de ikke kan spille på landsholdet, men det betyder, at der for den danske landstræner vil være nogle usikkerhedsmomenter, når han skal vurdere, hvad spillerne egentlig kan levere, når det gælder. Dette var et par af de sportslige udfordringer, som den danske landstræner skal have luget ud i inden, at det bliver august.
Følg med næste gang, når jeg kigger lidt på de enkelte landshold, som Danmark skal møde.
Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.









































































