Den tidligere Randers Cimbria-spiller Rasmus Bach har skrevet under på en kontrakt med Logan Thunder, der spiller i NBL1 North. Det har klubben offentliggjort på sin hjemmeside og sociale medier.
NBL1 North er én af seks konferencer, der udgør den næstbedste række i Australien.
Danskeren spiller i øjeblikket for New Zealand Breakers i den bedste australske liga, NBL, hvor sæsonen nærmer sig den afgørende fase. Logan Thunder skyder først deres sæson igang den 7. maj.
Rasmus Bach spillede for Logan Thunder i ungdomsårene og vender nu tilbage til klubben, han spillede U12 og U14 for.
“Jeg skrev under med Logan Thunder af flere årsager. Første årsag er, at klubben har et godt setup og en basketballkultur, der kan hjælpe min udvikling. Anden årsag er, jeg gerne vil hjælpe Thunder med at vinde et mesterskab. Tredje årsag er, at jeg ser frem til igen at spille for klubben, hvor jeg for første gang blev forelsket i basketball,” siger Rasmus Bach til Thunders´ hjemmeside.
Udover 25-årige Bach har klubben også præsenteret Jeremy Kendle, Michael Cedar, Boston Mazlin og Tom Howard som nye spillere.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)









































































