Den danske landsholdsstjerne Iffe Lundberg er af VTB United League blevet kåret som “Newcomer of the Year”. En pris, der går til den spiller, der har haft den bedste første sæson i ligaen.
Iffe Lundberg har i denne sæson taget europæisk basketball med storm, og denne pris viser nok engang, hvilken sæson danskeren har gang i.
“Jeg er glad for at modtage denne pris. Æren skal gå til mine holdkammerater og trænerstaben i Polen, selvom jeg har spillet et par kampe for CSKA. Denne sæson har ændret min mentalitet som spiller, og jeg viser verden, hvad jeg kan. Jeg er glad og taknemmelig for at have fået denne mulighed,” fortæller Iffe Lundberg til VTB United League´s hjemmeside.
Lundberg tog hul på VTB-sæsonen hos polske Zielona Gora, hvor det blev til 18 kampe. Den 26-årige dansker snittede 20,4 point, 5,4 assist og 3,8 rebounds i Zielona Gora-trøjen. De gode præstationer for polakkerne resulterede i, at basketball-mastodonten CSKA Moskva købte Lundberg fri af kontrakten i Polen.
I syv kampe i VTB-ligaens grundspil leverede han i gennemsnit 10,3 points, 3,4 assists og 2,1 rebounds for CSKA Moskva.
Næste gang Iffe Lundberg skal i aktion er tirsdag den 11. maj, hvor Nizhny Novgorod BC gæster den russiske hovedstad i den første kamp i slutspillet i VTB United League.
Senere på måneden løber Final Four i Euroleague af stablen. I semifinalen i Euroleague tørner CSKA Moskva sammen med tyrkiske Anadolu Efes.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)









































































