Den tidligere BC Copenhagen- og Horsens IC-spiller Bakir Serdarevic gjorde det onde ved Gran Canaria i den tredjebedste spanske række, LEB Plata, da han i søndags sluttede som topscorer med 17 point i en komfortabel sejr på 85-69.
Det danske landsholdsemne, der efter en enkelt sæson hos BC Copenhagen skrev under med Club Básquet L´Hospitalet denne sommer, var uhyre effektiv og satte de 17 point i blot 15 minutter på gulvet. Serdarevic sænkede fem treere og missede blot to skud.
Serdarevic, som er igang med sit første ophold i udlandet, har fået en rigtig fin start på tilværelsen i Catalonien og snitter i skrivende stund 10,4 point over ti kampe i denne sæson.
Holdet fra Barcelona-området ligger efter ti kampe på 9. pladsen i LEB Plata med fire sejre og seks nederlag.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 23 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)
