Søndag aften stod Bakary Dibba og hans mandskab, MLP Academics Heidelberg, foran en stor styrkeprøve.
Heidelberg gæstede FC Bayern München Basketball, og BMW Park i den tyske storby var fuldstændig udsolgt.
Desværre, set med danske briller, endte det med en forventet sejr til Bayern München, der ligger på førstepladsen i Bundesligaen. Men Heidelbergs danske landsholdsspiller gjorde sit for at holde sin klub inde i kampen.
Bakary Dibba imponerede med 18 point, fem rebounds og to steals. Den unge dansker skød syv for ni fra gulvet og havde en +/- på +1.
Dibba var næstmest scorende på sit hold, kun overgået af Damariae Horne, der scorede 21 point. Horne og Dibba var de eneste Heidelberg-spillere, der scorede mere end ti point i opgøret.
Bayern sejrede med 87-78 og var foran komfortabelt i det meste af kampen, trods en god Heidelberg-start. Halvvejs inde i første periode kom Heidelberg foran med ni point, 5-14, men Bayern fik hurtigt lukket hullet og taget kontrol over kampen.
Topscorer for Bayern var Carsen Edwards med 19 point.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)



































































