Henover sommeren er der sket en utrolig udvikling på Balkan, i den regionale Adriaterhavsligaen, ABA League.
På blot få måneder har der været en vild tilgang af store profiler, der har resulteret i at ligaen vurderes som stærkere end nogensinde. På nogle tidspunkter mindede sommerens indkøbs-scener ligefrem om ”Black Friday”.
Både journalister, fans jubler derfor i kor om den fantastiske udvikling, og det er der også en god grund til når man kigger på hvilke navne der er kommet til ligaen i denne sæson.
Hvem der har lavet de bedste indkøb og skabt det allerbedste hold, får vi dog først svar på når sæsonen er omme senere på året.
Klubberne har indset at der skulle andre boller på suppen
Grunden til hele udviklingen skal først og fremmest findes i sidste sæson, og et par år tilbage.
Crvena Zvezda har nemlig været dominerende i ligaen de seneste fire år i træk, og været store favoritter fra sæsonstart af. Det var de også sidste sæson, men her tabte de overraskende i finalen til Buducnost, som i dag har overtaget deres EuroLeague-plads på grund af titlen.
Cedevita tabte i mellemtiden i semifinalen, imens Partizan for andet år i træk sluttede af uden en plads i slutspillet. Begge utilfredsstillende resultater for klubberne.
Mornar har samtidigt haft store ambitioner for at fortsætte deres udvikling de seneste par år, og alle disse faktorer har gjort, at det er gået op for klubberne, at der skulle ske nogle ting, hvis netop DE skulle tage titlen og vinde den gyldne billet til EuroLeague.
Holdene på Balkan er derfor gået offensivt til værks i dette transfervindue, hvor de har formået at lokke rigtig store navne til – Overraskende store navne om man så må sige.
ABA League er samtidigt gået fra at have én favorit, til at have mellem 4-5 klubber der har potentiale til at kæmpe om titlen.
Efter sommerens transfervindue kunne man nemlig hurtigt konkludere at Crvena Zvezda, Cedevita og Buducnost er de tre hold som skiller sig væsentligt ud fra resten.
Lige efter de tre har vi en gruppe af tre klubber i form af Partizan, Mornar og Olimpija, hvor især førstenævnte har potentiale til at blande sig i topstriden om mesterskabet.
Sidst men ikke mindst bliver det utrolig spændene at se om Mega, Cibona, Igokea, FMP og Zadar har hvad der skal til for at drille topholdene, imens Krka er det hold som formentligt kommer til at kæmpe om overlevelse i ligaen.
Artiklen fortsætter under billedet
Glen Davis, Pablo Aguilar, Augusto Lima er blandt nogle af de nye navne
Hele lavinen blev startet af Buducnost som i denne sæson skal spille i EuroLeague, med succes-træneren Aleksander Dzikić på trænerposten. Montenegrinerne havde allerede planlagt at forstærke sig til den europæiske turnering, men de havde formentligt ikke regnet med at konkurrencen på hjemmefronten ville blive øget i sådan en grad.
Klubben har denne sommer hentet Coty Taylor Clarke (Avtodor), Earl Clark (Besiktas), Aaron Craft (AS Monaco).
Herudover er Alen Omić fra Crvena Zvezda og Edwin Jackson fra FC Barcelona også hentet til. Hertil skal der nævnes at klubben i forvejen havde en række store profiler i truppen i form af Nemanja Gordić, Nikola Ivanović og Zoran Nikolić for at nævne nogle få.
Et af de andre hold, der har været mest aggressive på markedet har været kroatiske Cedevita fra hovedstaden Zagreb.
Det første store skridt som klubben tog denne sommer var at hyre den tidligere Baskonia og FC Barcelona-træner Sito Alonso. Med ham bag roret blev det også hurtigt nemmere, at tiltrække store navne til klubben.
Den tidligere Madrid og Zalgiris center Augusto Lima var en af de første der skrev under for klubben, og herefter fulgte Pablo Aguilar fra Gran Canaria, James Bell fra Darussafaka, Justin Cobbs fra Le Mans, og Josh Magette fra Atlanta Hawks.
Her stoppede festen dog ikke for Cedevita, der også skrev under med Vitor Benite fra Murcia og Elgin Cook fra MHP Riesen i den tyske liga. Med et trylleslag havde Cedevita, det måske bedste hold i klubbens historie.
De serbiske hold fulgte trop
De to serbiske storklubber fra hovedstaden Beograd, Crvena Zvezda og Partizan, har ikke overraskende heller ikke lænet sig tilbage denne sommer, efter at have set hvad konkurrenterne pønsede på.
De største navne som Crvena Zvezda har hentet er den græske veteran Stratos Perperoglou, og den tyske landsholdspiller Maik Zirbes, som iøvrigt har været i klubben før.
By- og ærkerivalerne fra Partizan, har ligeledes hentet en række utrolig spændende navne. En af dem er den unge Aleksej Nikolic, som vandt EM med Slovenien for et år siden.
Herudover er serbiske Rade Zagorac tilbage i Serbien. Zagorac blev draftet i anden runde som nr. 35 for to år siden, og var inde og snuse til NBA hos Memphis Grizzlies som senere waivede ham.
Sidst men ikke mindst er Marcus Paige, der nåede at spille fem kampe for Charlotte Hornets også kommet til Balkan. Australske Jock Landale bliver ligeledes et spændende bekendtskab hos de sort-hvide.
Artiklen fortsætter under billedet
Endnu en bombe i denne uge
Roen over ligaen lagde sig langsomt i ugerne op til sæsonen, men så kom endnu en bombe. Så sent som mandag formiddag, landede endnu et nyt stort navn nemlig på Balkan.
KK Zadar fra Kroatien kunne nemlig løfte sløret for at den tidligere NBA-spiller Glen “Big Baby” Davis var ny profil i klubben.
Davis er selvfølgeligt ikke længere den spiller han engang var, men blot faktum at en klub på Balkan kan hente et sådan navn, er i sig selv imponerende og positivt i forhold til den fremtidige markedsføring af ligaen og klubberne.
Til alle disse navne skal der også tilføjes, at der i forvejen var store lokale profiler at finde i de forskellige trupper heriblandt serbiske, kroatiske, slovenske, bosniske, og montenigrinske landsholdsspillere.
Ligeledes er der en lang række store europæiske unge talenter som forventes at gå i NBA-draften i de kommende år, i form af Vanja Marinković, Goga Bitadze, Kostja Mushidi og Borisa Simanić for at nævne nogle få.
Spændene bliver det også at se om hvordan unge Issuf Sanon, fra Petrol Olimpija, kommer til at udvikle sig i denne sæson. En spiller som blev draftet af Washington Wizards denne sommer.
Seks hold repræsenteret i Europa
Med hele denne udvikling i bagtankerne, fristes man lidt til at sige at klubberne fra det tidligere Jugoslavien, endeligt er på rette vej til at arbejde sig tilbage til deres oprindelige status, de engang besad i europæisk basketball.
Men, men, men. Der er stadigvæk lang vej igen. Denne udvikling skal fortsætte i fremtiden, og der skal hele tiden bygges videre på ambitionerne. Det er dog positivt at holdene er på rette vej,
Klubberne har nemlig i mange år været levet i skyggen af landsholdene i de pågældende lande, som har haft langt mere succes. Især Serbien, Slovenien og Kroatien.
En ting er dog sikkert. Det bliver ekstremt spændene at se hvordan klubberne klarer sig i den kommende sæson. Både i ABA League som bliver mere spændende end nogensinde, men også på den europæiske scene.
Her er hele seks hold er repræsenteret i henholdsvis Basketball Champions League (Petrol Olimpija), EuroCuppen (Crvena Zvezda, Cedevita, Partizan og Mornar Bar) og sidst men ikke mindst EuroLeague (Buducnost).
Herunder en komplet liste over de mest nævneværdige spillere, som er kommet til ABA League klubberne denne sommer.
Position | Navn | Tidligere klub | Ny klub |
Small forward | Coty Taylor Clarke | Avtodor Saratov | Buducnost |
Shooting guard | Edwin Jackson | FC Barcelona | Buducnost |
Power forward | Earl Clark | Besiktas | Buducnost |
Pointguard | Aaron Craft | AS Monaco | Buducnost |
Center | Alen Omić | Crvena Zvezda | Buducnost |
Pointguard | Billy Baron | Eskişehir Basket | Crvena Zvezda |
Center | Dusan Ristic | Arizona Wildcats | Crvena Zvezda |
Center | Maik Zirbes | Bayern München | Crvena Zvezda |
Center | Michael Ojo | FMP | Crvena Zvezda |
Small forward | Stratos Perperoglou | Hapoel Jerusalem | Crvena Zvezda |
Pointguard | Joe Ragland | Lokomotiv Kuban | Crvena Zvezda |
Small forward | Elgin Cook | MHP Riesen | Cedevita |
Shooting guard | Vitor Benite | Murcia | Cedevita |
Pointguard | Josh Magette | Atlanta Hawks | Cedevita |
Pointguard | Justin Cobbs | Le Mans | Cedevita |
Center | Augusto Lima | Murcia | Cedevita |
Power forward | Pablo Aguilar | Gran Canaria | Cedevita |
Small forward | James Bell | Darussafaka | Cedevita |
Træner | Sito Alonso | FC Barcelona | Cedevita |
Small forward | Rade Zagorac | Real Betis | Partizan |
Pointguard | Aleksej Nikolic | Brose Bamberg | Partizan |
Pointguard | Marcus Paige | Charlotte Hornets | Partizan |
Shooting guard | Uros Trifunovic | Pinar Karsiyaka | Partizan |
Center | Glen Davis | Free Agent | KK Zadar |
Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.