Forbind med os

Hej, hvad søger du efter?

Guides

Sådan spiller du på NBA

Interessen for NBA er støt stigende herhjemme, og det er ikke kun os basket-fans som er faldet for sporten. Danske spillefugle har også fået øjnene op for NBA, og ligaen er i dag en af de absolut mest populære spilleobjekter.

Vi giver dig i denne artikel en introduktion til hvordan du spiller på NBA. Vores betting-ekspert er også klar med et par tips og tricks, og et fif til hvordan du kan se alle kampene via et NBA live stream.

Hvor spiller man på NBA?

Du kan spille på NBA hos alle spiludbydere. De tilbyder alle pænt mange odds på NBA, og der er i grove træk ikke den store forskel på udvalget. Den vigtigste forskel er primært oddsene.

Alle de velkendte spiludbydere tilbyder også live betting på alle kampene – uanset hvor sent på natten kampene starter. Du kan spille på de tidlige kampe på østkysten og hele natten igennem indtil de sene kampe på vestkysten.

Husk at vælge en spiludbyder med dansk licens udstedt af Spillemyndigheden.

De mest populære spilvarianter

Der er et hav af forskellige spilvarianter. De følgende er de mest populære.

Lige på

”Lige på” er vinderen af en kamp. Hos en spiludbyder kan du spille på ”Moneyline” eller ”1X2”.

Moneyline betyder at kampen ikke kan ende uafgjort, og resultatet inkluderer altid evt. ekstratid.

1X2 betyder ikke overraskende, at kampen kan ende X – altså uafgjort. Her er det resultatet efter ordinær tid som tæller uanset hvad der efterfølgende sker i ekstratiden.

Hvilken af disse varianter skal du vælge? Eftersom det ikke er så ofte at en basket-kamp går i ekstratid, så er det lidt op til din risikovillighed. Du får højere odds ved at spille på ”dit hold” ved 1X2, men statistisk går cirka 6.3% af alle NBA-kampe i ekstratid. Det er altså én ud af 16 kampe, hvor vinderen først findes efter ekstratid.

Hvis du spiller på mange kampe over en sæson bliver det naturligvis en faktor, men skal du blot lige kaste dine mønter efter dit favorithold en enkelt gang eller to, så gå efter guldet med 1X2-varianten. Du får liiiige den tand ekstra retur.

Turneringsvinder / Outright

Outright er et sæsonspil, og det går ud på at f.eks. finde vinderen af sæsonen eller blot en divisionsvinder. Med mindre du er topprofessionel spiller og nærmest lever af betting, så er sæsonspil måske ikke det mest optimale for dig. Du binder dine penge i op til ni måneder, og det er sjældent en god idé.

I 2019-2020-sæsonen giver de tre favoritter til NBA-mesterskabet Lakers, Clippers og Bucks alle omkring odds 3.00-5.00. Og er det værd at vente så længe? Omvendt – har du en fidus til et langskud til odds 25, så er ni måneder jo ikke alverden. Det er dog ret sjældent at de helt store outsidere løfter det eftertragtede ”Larry O’Brien Championship Trophy”, så sæsonspil ligger måske ikke lige for.

Ud over sæsonspil på holdene/ligaen, så er der også enkelte ”lange” væddemål på spillere. Det er f.eks. ”Regular season MVP” og ”Årets rookie”. Årets MVP er bestemt nemmere at forudsige end årets rookie. Giannis Antetokounmpo, Lebron James, James Harden og Kawhi Leonard – vi kender dem alle, og de performer på et skyhøjt niveau sæson efter sæson.

Til sammenligning er det pænt svært at finde årets rookie. Det er i hvert fald et spil, som er forbeholdt hajerne. Malcolm Brogdon blev i 2017-sæsonen kåret til årets rookie efter at være draftet som nummer 36. Det lå bestemt ikke i kortene.

Handicap / spread

I Guds eget land foretrækker man førnævnte Moneyline – altså spillet uden uafgjort. Hvad gør man så i de kampe, hvor der er en stor favorit? Jo, man tildeler naturligvis spillet et handicap. Størrelsen på handicappet kommer an på hvor stor favoritten er.

Når oddssætterne sidder og regner på statistikker, sigter de efter at komme frem til et handicap, der gør at chancefordelingen er 50%/50% – og det lykkes skræmmende ofte. Handicappet kan både være hele tal – feks. (-5) eller halve tal (-9.5). I førstnævnte eksempel vil spillet blive annulleret (kaldet PUSH), hvis sejrsmargin er den samme (her 5 point). I sidstnævnte eksempel kan man naturligvis ikke komme ud for at det samlede resultat er uafgjort.

Handicap-spillet kræver at man lige tænker sig lidt om. Da målscoren ikke rigtigt tæller lige som i en fodboldtabel, vil de to hold ikke på samme måde gå vanvittigt meget op i om de vinder eller taber med 5 eller 9 point. Vi ser ofte at en kamp, som er afgjort inden 4. quarter, kan gå op i hat og briller grundet manglende motivation eller desperation.

Handicap-spillet er aktuelt hvis du har en banker, som du er stensikker på vil smadre det andet hold – og naturligvis slå ”spreadet”. Der er dog også den risiko, at det førende hold giver de næstbedste spillere masser af spilletid i anden halvleg for at cruise kampen hjem og/eller for at styrke moralen i truppen.

Vi anbefaler dig, at hvis du spiller på favoritten, at undgå alt for store handicap imod holdet. Det er kun spillernes egne egoer, som giver dem interesse i at slå et andet hold stort. Til gengæld kan du tit få nogle fordelagtige handicap på en underdog.

Over/under (Total antal point)

Over/under-varianten kender de fleste af os fra fodbold, hvor den mest populære variant hedder over/under 2.5 mål. I basket sættes over/under-varianten altid individuelt på en kamp. Oddsene skal jo gerne afspejle om det er to angrebshold som krydser klinger, eller om det er to betondefensiver.

Som med handicap-spillet så sættes linjen af oddssætterne ud fra et hav af forskellige informationer omkring de to hold. Et NBA-hold scorer i gennemsnit små 112 point, så en typisk linje kunne være omkring de 195-210 point. De seneste par sæsoner har vi set et ganske højt antal 3-point scoringer, så det trækker gennemsnittet op. Dette er et typisk statistik-spil, så hop ind på NBA.com og tjek en masse stats ud.

De fleste spiludbydere tilbyder flere linjer, så du vælger selv om du vil gå efter de høje odds eller de mindre og mere sandsynlige.

Diverse markeder

På en ganske normal NBA-kamp finder du typisk langt over 100 forskellige spil. Der er alt fra de gængse varianter til de mere obskure spil; hvem vinder tipoff, Spiller A vs. Spiller B H2H (hvilken af to spillere scorer flest point), assist- og rebound-spil. Der er noget for enhver smag, og det giver sig selv at jo mere obskure spillene er, desto bedre forberedt skal du være for at kunne vinde.

Det er dog også på de mindre markeder at du kan slå spiludbyderen, da oddssætterne jo skal holde styr på alverdens kampe og ikke blot den kamp du har udset dig.

Hvordan slår man spiludbyderen?

Der findes ikke noget så simpelt som en vinderformular, men hvis du følger nedenstående fem tips, så er du et skridt eller to tættere på at vinde.

1: Hold øje med skader

Skader er utroligt vigtige i en sportsgren som basketball. Når man kun er fem mand på banen, kan holdets styrke skifte karakter på et øjeblik. Er superstjernen klar eller skal han lige have et par dages mere hvile? Hvis et hold er afhængig af 30-40 point fra superstjernen i hver kamp, kan det være svært at se hvem der skal tage over.

Vi har set det så sent som i 2019-2020-sæsonen, hvor Golden State Warriors er helt i hundene uden de to stjerner Steph Curry og Klay Thompson. Et hold der normalt spiller med om mesterskabet, er pga. to skader decimeret til ligaens måske dårligste hold. Der er masser af sider på nettet som beskæftiger sig med optakter og de seneste skades-bulletiner.

2: Statistikken er vigtig

Statistikken er en god indikator for om du er på rette spor. Amerikanere er heldigvis helt vilde med tal, og fører statistik på groft sagt alt. Har holdet tabt de sidste fem kampe? Er deres defensiv hullet som en schweizerost? Hvor mange procent af deres 3-point forsøg rammer de? Hvordan spiller holdet imod high-scoring teams? Der er masser af statistikker at tage fat på.

Man kan godt vinde en fodboldkamp på et enkelt heldigt contra-mål med en mand i undertal, mens det er lidt sværere at være heldig i basket. Hvis holdet har tabt fem kampe i streg, så er der nok tale om et hold i spillemæssig krise – på en eller anden måde. Hvis de fem kampe har været imod ligaens fem bedste hold, så siger det nok ikke så meget. Statistik er guld værd, og der er naturligvis mange eksperter som du med fordel kan lytte til.

3: Motivation

Man burde gå ud fra at motivationen er lige stor til alle kampe, når man tjener flere hundrede millioner, men det er den ikke. Når man spiller hele 82 kampe i grundspillet, så må der nødvendigvis være kampe som ikke prioriteres lige højt. Vi har tidligere set, at et hold som ligger håbløst i tabellen uden chance for at kvalificere sig til play-offs ”tanker” nogle kampe. Der er også hold som sparer på kræfterne til slutspillet.

Husk i øvrigt på, at rækkens dårligste hold får lov til at vælge de bedste spillere i den efterfølgende draft. Det er ikke helt usandsynligt at draften spiller ind i slutningen af den sæson – uanset hver meget spillere og klubber benægter dette.

4: Gå efter de bedste odds

Enhver seriøs better har naturligvis en mindre portefølje af spiludbydere. Det er vigtigt at du altid får det bedste odds – ellers går du glip af de gyldne procenter specielt på den lange bane. Sportsbetting er de små marginalers spil, og derfor skal du tage små oddsforskelle seriøst. Vi anbefaler dig at have 3-5 spiludbydere, og det vil også give dig en masse erfaring at sammenligne odds og markeder.

5: Følg med

Vi slutter af med det vigtigste råd. Hvis du følger med i NBA, og kender holdene, spillerne og det sidste nye, så er du klædt på til at gå i krig med de mere nørdede betting-aspekter. Der er stor forskel på at vide en masse om NBA-basket, og at være god til at spille på det. Det er den optimale kombination af de to aspekter du skal sigte efter.

Læs med her på Full Court og NBA.com, se basket på TV2 Sport, stream basket hos spiludbyderne og følg intensivt med. Det vil give dig den ballast der skal til for at kunne slå din spiludbyder.

Du kan livestreame alle sæsonens kampe hos spiludbyderne – f.eks. Bet365 og Unibet. Der er ingen grund til ikke at kombinere en seriøs tilgang til betting med masser af verdensklasse underholdning. Det koster ikke noget at se streame NBA kampene, men spiludbyderne kræver dog at du har penge på din konto – eller sat et spil indenfor det seneste døgn.

Ansvarligt spil

Vi ønsker dig held og lykke med spillene. Husk at spil er underholdning – og kun underholdning! Derfor skal det hele foregå på ansvarlig vis. Hvis du synes at du har et uhensigtsmæssigt spilmønster er der flere steder du kan få hjælp – bl.a. på StopSpillet.dk.

Skrevet af

Denne profil bruges til at skrive indlæg fra gæstebloggere, eller til at promovere artikler fra samarbejdspartnere. Indholdet er derfor ikke altid 100% rettet mod basketball.

Andre artikler med dette emne