Den 20-årige guard Niels Koch Andreasen er tilbage i ligaen efter en halv sæson i 1. divisionsholdet Køge, hvor han før det spillede i flere år for sidste års bronzevindere Team FOg Næstved. Niels skal ifølge en pressemeddelelse fra nordjyderne fra Aalborg bære deres trøje i den kommende sæson.
Med tilgangen af Niels Koch, får vikingerne en ung spiller, der har potentiale, og ikke mindst erfaring fra et af Danmarks bedste hold. Vikings head coach Mads Olesen glæder dig til at udvikle Koch’s potentiale:
Niels er virkelig en talentfuld spiller, som kun lige er blevet 20 år gammel, og som har brug for en reel chance i ligaen, hvor han får ansvar. Det er netop det vi i Vikings gerne vil være kendt for, så jeg glæder mig til at se, hvad Niels kan udvikle sig til. Samtidig har han allerede erfaring fra et top tre hold og det kan man jo altid bruge.
Trods Kochs unge alder, mangler han ikke ambitionerne til at bryde igennem på den danske basketballscene. Han skiftede således Team FOG Næstved ud med 1.divsionsklubben Køge, for at kunne få spilletiden og en vigtigere rolle i truppen. Målsætningen er derfor klar for Niels i denne sæson:
Mine personlige mål er helt klart at bryde igennem på den danske basketball scene. Det betyder, at jeg igennem hele sæsonen skal være mere stabil i mit spil. Jeg tror, at Coach Mads tror på mig og ham vil jeg selvfølgelig ikke skuffe. Desuden er mine langtidsambitioner at komme på college i USA. Det var meningen, at jeg skulle afsted i år lige efter gymnasiet, men det gik af mærkelige grunde i vasken. Heldigvis har jeg næste år, hvor jeg kan komme afsted.
Med skiftet til Aalborg Vikings, skal Koch prøve kræfter med et af de yngste hold i ligaen og efter sidste sæsons slutspilsplads til vikingerne har Niels også en klar ambition på holdets vejene:
Jeg har store forventninger til holdet i år. Det er et hold med mange unge spillere på holdet, så vi kommer til at spille energisk og hurtigt. Det bliver rigtigt spændende.
Niels Koch skal læse psykologi på Aalborg Universitet, mens han spiller for Aalborg Vikings.
Der skulle ifølge Vikings sportschef Christian Hamborg også være flere spillere på vej til at skærpe konkurrencen for pladserne i vikingernes trup:
Vi er glade for at tilføje Niels til truppen, og vi arbejder stadig med at få holdet klar i forhold til at sikre spillere fra sidste år, og har yderligere kig på en eller to danske spillere, som skal gøre Vikings konkurrencedygtige. Vi håber samtidig at kunne præsentere en eller to udenlandske spillere i truppen inden sæsonen bliver sat i gang.
Historie
Niels spillede i Roskilde i sine år som ungdomsspiller. Senere spillede han ynglingeniveau på EVN, Efterskole Ved Nyborg. Derfra blev han rekrutteret til Team FOG Næstved af Geoff Kotilla, hvor han spillede to fulde og en halv sæson, inden han kom til Købe i 1. division.
Statistik
I hans kampe for Næstved spillede han 23:10 minutter i snit i vundne kampe, mens han spillede 16:19 i tabte kampe. Han opnåede 2,7 point per kamp i de 13 kampe han spillede for Team FOG Næstved inden skiftet til 1. divisionsklubben Køge
Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.
