Svendborg Rabbits vs. Randers Cimbria af 2010
Kronjyderne har vundet fem kampe i træk, og har ikke tabt siden 28. november. Sidst holdet tabte var det mod netop Svendborg Rabbits, og også i kaninhulen. Randers gæster igen Sydfyn, og har en masse selvtillid med i bagagen. Holdet spiller “organiseret” streetbasket, som Chris Nielsen udtalte på tv, og spillerne har utrolig meget frihed på banen. Det gør holdet rigtig farligt, og med Bonell Colas i hopla, kan det blive en svær kamp for hjemmeholdet.
Svendborg Rabbits har ikke startet imponerende efter jul. Holdet har tabt til Hørsholm i den ene kamp, og spillet en meget tæt kamp mod samme modstander i midtugen. Spillet har ikke været lige så flydende, og det er klart noget Craig Pedersen har fokus på. Et andet fokus skal være at få elimineret Miguel Ortegas indflydelse på kampen. Næsten alle angreb går igennem ham og han kan kreere sine egne skud, men også for andre. En anden nøgle for Svendborg vil være at få stoppet Randers’ fastbreaks, som er deres helt store styrke.
Sidst de to hold mødtes endte det med en Svendborgsejr på fire point, og vi kan komme til at se en ligeledes spændende og tæt kamp.
Svendborg Rabbits +5
BC Aarhus vs. Horsens IC
Århusianerne har ikke vundet en kamp siden de skiftede træner, og betingelserne er nu blevet endnu sværere for det tidligere Aabyhøj. Hristo Petkov, som er en af de eneste der har et højt og stabilt niveau er blevet knæskadet, og skulle være ude i op til fire uger. En stor bet for BC Aarhus, da holdet ser noget tynde ud inside uden Petkov.
De gule fra Horsens har spillet fantastisk basketball i denne sæson, og de bliver ved. Efter en rigtig god sejr over Bakken Bears, fik holdet en pligtsejr i deres seneste kamp mod Værløse, hvor Skylar Bowlin og Darko Jukic især, var i hopla. Netop disse to spillere bliver svære for BC Aarhus at have med at gøre, da de virker til at være i topform i øjeblikket. Især Darko Jukic vil nok gerne spille en god kamp mod sine gamle holdkammerater, og jeg kan ikke se hvilken BC Aarhus-spiller der skal kunne stoppe Jukic. Randy Dezouvre render rundt med hovedet under armen defensivt, og hvis han ikke bidrager med 20 point i angrebet, koster han mere end han giver holdet. Dezouvre er nok den mand der skal dække Jukic, hvis ikke Pete Hoffmann vælger at spille en zone istedet for at tage Darkos drives væk. HIC holdet skyder dog så godt, at det kan være en farlig leg.
Jeg tror på en gul sejr, da holdet bare er meget bedre end BC Aarhus, især nu hvor Petkov er ude af spillet.
Horsens IC +15
Hørsholm 79ers vs. SISU
Hørsholm har spillet rigtig god basketball efter jul. I pokalfinalen mødte de dog overmagten, og fik en stor røvfuld. De rejste sig i den efterfølgende kamp mod Svendborg, som var tæt hele vejen, og som det unge Hørsholmhold godt kunne have vundet. De slog Svendborg lige efter jul, så det må være et hold med selvtillid, omend de svinger meget i niveau.
SISU har mistet noget af deres flow fra tidligere i sæsonen. Dog vandt holdet netop over Team FOG Næstved, og tog et skridt frem mod den endelige 4. plads. Holdet var tæt på at smide en stor føring over styr, men fik hevet sejren hjem til sidst.
Kampen her kan blive meget interessant. Hørsholm har to meget scorende guards, og hvis SISU kan få lagt meget pres på de to spillere, vil de begynde at drive til kurven oftere end det er godt for Hørsholm. De viste mod Bakken at de forcerede skud under pres, og det vil være noget SISU også kan få succes med.
Jeg tror på en tæt kamp, der også kan gå i overtid. De to hold har også tidligere spillet tætte kampe, bl.a. i pokalsemifinalerne.
Hørsholm +3 efter OT
Værløse BBK vs. Aalborg Vikings
Værløse kan tage et vigtigt skridt væk fra BC Aarhus, hvis Aarhus taber til Horsens. Aalborg Vikings har fået nogle nye, og lovende spillere, men det tager tid at få spillet et hold sammen.
Derfor er Værløse også favoritter i denne kamp. Holdet har to sejre i tre kampe efter jul, og holdet ser ud til at have fundet hinanden. Justin Baker har trådt frem på scenen, og Axel Kárason har vist sit højeste niveau i flere kampe.
Det bliver spændende at se hvad Værløse har af gameplan mod Aalborg i denne kamp. Match-ups med vikingerne kan blive rigtig svært, da Værløse ikke har en naturlig spiller der skal dække Anthony Jones, der med sine 2.08 og et outside game, er svær at have med at gøre. Han viste i glimt sit talent mod Randers Cimbria i tv-kampen i torsdags, og han kan gøre stor skade mod Værløse med sin størrelse.
Jeg tror at det hold der vinder reboundkampen også vinder kampen. Værløse har flere unge spillere der kan bidrage med rebounden, sammen med Kárason, Baker og Delk, mens Aalborg har Bjegovic, Anthony Jonas og Søren Sørensen som de oplagte reboundere.
Det kan gå hen og blive en rigtig rodet kamp, og det vil være til Aalborgs fordel. Deres spil er meget uorganiseret lige nu, og de skal håbe på en kamp ude af kontrol, og på at Værløse har mange turnovers.
Jeg tror dog stadig på en hjemmesejr, som vil være utrolig vigtig i forhold til at undgå nedrykningskampene.
Værløse +7
Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.
