Mikkel Plannthin og resten af Bakken Bears-mandskabet skal torsdag aften på en svær udekamp, når mestrene fra Horsens IC byder op til et brag af en kamp i Forum Horsens.
Nummer et mod nummer to i Basketligaen. De to finalister fra sidste års finaler. Det er, hvad der venter i Forum Horsens, når ligaens eneste ubesejrede mandskab Horsens IC tager imod de østjyske rivaler fra Bakken Bears.
Det er andet opgør i sæsonen mellem de to guldfavoritter, hvor den første foregik i Boxen. Det blev efter en tæt kamp til et 81-92 nederlag til Bakken Bears, der derfor har revanche til gode.
Mikkel Plannthin fra Bakken Bears forventer sig endnu et tæt opgør torsdag.
”Jeg tror, at det bliver en tæt kamp. Det er to rigtig gode hold med spillere, som kan meget på egen hånd. Det bliver nok det hold, der rammer dagen, som har de bedste chancer for at vinde”, udtaler Plannthin til Fullcourt.dk.
Bakken Bears har et voldsomt program for tiden, hvor de udover topopgør i Basketligaen også skal spille deres første kamp i anden runde af FIBA Europe Cup. På blot ti dage har de kampe mod Svendborg Rabbits, Horsens IC, Team FOG Næstved og til slut ukrainske Khimik.
Der har været meget snak om, hvor god bredden på Bakken Bears er, og den kommer for alvor på prøve nu. Plannthin glæder sig dog over de mange kampe.
”Vi har en bred trup, og det er sjovt at spille kampe. Specielt mod så gode hold, som vi har de næste par uger, og så er det bare at tage en kamp af gangen”, fortæller Plannthin til Fullcourt.dk.
Bakken Bears fik en dårlig start på deres hårde program, da de mandag tabte sæsonens anden kamp. Svendborg Rabbits fik således en vigtig sejr efter overtid i Aarhus. En sejr til kaninerne de færreste havde set komme efter fadæsen mod Horsens IC, men anført af Antonio Porta og Brandon Rozzell, så snuppede de deres første sejr over et top-3 hold i sæsonen.
Plannthin gav et bud på, hvorfor de endte med at tabe den kamp:
”Jeg tror, at det var en blanding af flere ting. Vi kom rigtig godt fra start, men tog foden for hurtigt af speederen. Svendborg spillede samtidig en rigtig god kamp, hvor specielt Porta og Rozzell med den frihed, som de har i Svendborg, var rigtig svære at stoppe. Og så er Svendborg et godt hold med nogle gode spillere”, slutter Plannthin af i interviewet med Fullcourt.dk.
Kampen mod Horsens IC skydes i gang klokken 18.30 i Forum Horsens.
(Foto: Trine, vildmedfoto.dk)
Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.









































































