Få dage efter at sydsjællænderne fra Team FOG Næstved præsenterede deres nye guard, har man fået holdets nye amerikaner på plads, som også godt kunne ligne et scoop for sidste års bronzevindere. Caleb Walker er navnet på Team FOG Næstveds kommende shooting guard i den kommende sæson. Han er hentet direkte ud af college fra University of Nebraska, der er en del af Big Ten.
Team FOG Næstved er meget tilfredse med at kunne bekendtgøre at Caleb Walker er holdets nye amerikanske forstærkning på guard positionen. Han er tiltænkt rollen ved siden den norske landsholdsspiller Stian Mjøs, skriver klubben i en pressemeddelelse. Head coach, Geof Kotila for Team FOG Næstved er meget tilfreds med aftalen af Caleb Walker og udtaler følgende:
Caleb spillede omfattende minutter for et Big 10 hold i en af de mest konkurrenceprægede stater i hele USA. Selvom det ikke automatisk garanterer succes så er Caleb fra alt hvad vi ved en spiller der vil gøre alt for at vinde og bidrage til at holdet får succes. Det kombineret med hans basketballmæssige og atletiske talent bør give ham enhver mulighed for at være succesfuld på ethvert niveau. Vi er spændte og meget glade for at kunne præsentere Caleb Walker som vores nye shooting guard og som en meget vigtig del af vores hold i den kommende sæson.
Caleb Walker er en 194 centimeter høj guard der kombinerer hans evner til at score med atletisk formåen og stærkt forsvarsspil. Caleb Walker spillede sidste sæson 25 minutter pr. kamp for University of Nebraska. Det kombinerede han med 6,8 point og 4 rebounds pr. kamp. Hans scoringsprocent var på 58 %. University of Nebraska er et meget anerkendt basketballcollege der er en del af Big 10. Hjemmebanen er Devaney Sports Center med plads til hele 14.300 tilskuere. Fra Nebraska er flere spillere gået ind i NBA eller til større aftaler i Europæisk basketball.
For Caleb Walker er skiftet til Team FOG Næstved målet og ambitionen om en start på en stor europæisk basketballkarriere. Caleb Walker fortæller således om skiftet:
Det her er en drøm for mig. Lige siden jeg startede min collegekarriere har jeg drømt om at få chancen i Europa og forhåbentligt er dette starten på en lang karrierer i europæisk basketball. Jeg har hørt meget godt om Team FOG Næstved og har kunnet se at man har været med i top 4 i Danmark gennem de sidste to sæsoner, så jeg ser frem til en god sæson.
Team FOG Næstved har over de seneste år været medvirkende til at flere spillere er kommet videre ud i Europa eller i andre verdensdele på større basketballscener. Det har været en del af en strategi. Direktør for Team FOG Næstved, Andreas Larsen, fortæller således:
Vi har over de seneste år sendt en række spillere videre til rigtig gode kontrakter og gode penge. Sidste år var det Corin Henry, året før Lee Roberts og tidligere Sasha Djordjovic og ikke mindst Brandon Thomas. Det er en del af vores plan. Vi ønsker, at finde spillere som vi kan hjælpe i gang og være med til at udvikle. Spillere der har talentet hvis de får chancen. Her har vi et stærkt set up, da de kommer til at spille på et godt hold i et land der er præget af tryghed og stabile rammer. Vores stadigt voksende netværk gør at vi får flere potentielle spillere end tidligere og erfaringen samt en bred stab gør at vi er lykkedes med det. Det er vores mål at fortsætte denne udvikling, så vi kan præsentere nogle unikke spillere og oplevelser for vores sponsorer og fans. Vi glæder os meget til at Caleb Walker ankommer til Næstved.
Følgende spillere er klar for Team FOG Næstved til den kommende sæson: Martin Høirup, Lars Høirup, Mads Bloch, Marko Rønholt, Matias Bak Christensen, Nerijus Brasas, Stian Mjøs, Joe Benjamin, Mads Bentzen og Caleb Walker.
Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.
