Der skulle ikke et orakel til at forudsige Team FOG ville vinde denne kvartfinaleserie. De var et bedre og stærkere hold over tre kampe, men dog viste EBBA fine perioder og flot basket, som de kunne tage med sig.
I aftenens kamp kom begge mandskaber stærkt ud fra starthullerne med god energi. Det var tydeligt hjemmeholdet var kommet for at lukke serien. Team FOGs P.J. Thompson startede kampen varmt ud med tolv point, og var en af grundene til den tidlige føring på otte point.
I pausen mellem første og anden periode blev der skruet på et par knapper, da tempoet i kampen steg gevaldigt, fra begge hold. Team FOG satte sig på kampen og udbyggede forspringet yderligere.
Udeholdet fra Århus kunne ikke finde vej gennem netmaskerne og scorede kun fem points. stillingen i pausen var 56-26 til næstvedianerne.
Anden halvleg var ikke decideret spændende, men stemningen blandt publikum var høj i hal 1 i Næstved, som var kulissen for aftenens kamp, da Arena Næstved var booket. Hjemmeholdet sørgede for underholdning med dunks og blocks til fansene.
EBBA havde svært ved at stoppe hjemmeholdet og kunne ikke spille sig gennem forsvaret. Det hele lykkedes mere eller mindre for Team FOG. Og deres tur i den, gav plads til at både Jeppe Madsen, Tobias Olsen og Frederik fik minutter på banen, hvor de to førstnævnte med point på tavlen.
P.J. Thompson toppede tavlen med 22 points.
Kampens slutresultat var 101-66.
Klar til semifinalen
Mens EBBA kan tage en slapper og se frem til næste sæson, kan Team FOG forberede sig til semifinalen, hvor de møder Horsens IC, som slog Wolfpack 3-0 i deres kvartfinale.
I grundspillet står de lige med to sejre hver, hvilket lægger op til en spændende serie med masser af drama og intensitet.
De skal spille den første DM-semifinale torsdag d.11 april i Horsens.










































































