Efter to udebanekampe var Team FOG Næstved igen tilbage på hjemmebane, hvor de tog imod BK Amager.
Hjemmeholdet var uden cheftræner Arnel Dedic, der fik en udvisning i sidste rundes sejr over Værløse Blue Hawks, mens BK Amager måtte undvære Jonathan Klussmann.
Leverer akkurat det, der forventes – men heller ikke mere end det
Kampens første quarter var en lavt scorende affære, hvor særligt Næstved, på trods af tålmodigt angrebsspil, havde store problemer med at få bolden i kurven. Skarpest var Jack Gjeding, der scorede kampens første 6 point for BK Amager, inden hjemmeholdet kom på tavlen. Værterne strammede dog græbet rent defensivt, mens Alante Fenner tog det offensive ansvar i slutningen af perioden, hvor den store amerikaner først kæmpede sig til en offensiv rebound, inden han fandt sin landsmand i form af, Jarrell Spellmann, der med et køligt layup kunne udligne til 8-8, inden Fenner på den efterfølgende Næstved possesion på fornem vis gled igennem Amager-forsvaret, og gav sydsjællænderne deres første føring i kampen.
Kampens anden quarter startede med tre straffekast til BK Amager, da Oscar Quackenbush blev fejlet bag 3-pointslinjen. Den ellers lovende start fra Amager druknede dog midlertidigt i turnovers, som gav Næstved op til flere nemme scoringer, og satte gang i et 13-5 run, før Philip Hertz med en stepback buzzerbeater kunne gøre det til pausestillingen 36-25.
Spændingen i kampen så fra anden halvlegs start ud til at forsvinde længere og længere væk, indtil Almir Zeco kaldte en timeout fra BK Amager bænken midtvejs i tredje quarter. Herefter gik amagerkanerne på et 11-0 run, hvor Aske Bagge-Pedersen med en tør 3-pointsscoring lige pludseligt havde reduceret til stillingen 47-44. Det tvang Næstved til at sætte Philip Hertz på banen igen i slutningen af tredje quarter, for at få ro på bagsmækken og få kontrol over kampen.
Og netop kontrol over kampen, var hvad Næstved fik. Hjemmeholdet trak stille og roligt fra igen i 4. quarter, hvor de med fem minutter tilbage af opgøret havde opbygget en føring på 66-49, som gjorde, at flere af holdets unge spillere kom på banen, og fik spilletid. Indskiftningerne af blandt andet Sergej Rudovic og Peter Beier gav BK Amager en lille åbning til at komme tilbage i kampen, uden det dog for alvor blev tæt igen. Team FOG Næstved kunne dermed trække sig sejrsrigt ud af opgøret med cifrene 72-63.
Ikke et kvæk fra Quackenbush
I fraværet af Jonathan Klussmann, var det forventeligt, at en større del af ansvaret for succes rent offensivt, ville ligge hos Oscar Quackenbush, der efter de første 7 kampe i sæsonen også var holdets topscorer forud for aftenens opgør.
Vi skulle dog tre og et halvt minut ind i 4. quarter, før den unge guard scorede sit første field goal i kampen. Indtil da havde Quackenbush scoret på 0 af 8 forsøg fra gulvet, men til gengæld ramt på 5 ud af 5 straffekastforsøg.
Team FOG Næstved var yderst påpasselige overfor den talentfulde scorer, og dobbelt-teamede ham ved flere lejligheder. Det var derfor tydeligt at se ligaens bundhold i dagens anledning manglede Jonathan Klussmann, som en ekstra scoringsoption. Quackenbush forsøgte ellers ihærdigt kampen igennem at score, både fra distancen og ved at drive mod kurven, dog uden at have held i sprøjten.
Næste gang BK Amager skal i action er 21. november, når de hjemme i Amagerhallen tager imod Svendborg Rabbits. Team FOG Næstved spiller igen allerede 17. november mod Randers Cimbria.









































































