På lørdag vil Horsens IC stå i Pokalfinalen imod Svendborg Rabbits. Men før pokalfinalen på lørdag, skulle “de gule” først have afviklet en kamp i Basketligaen mod Team FOG Næstved.
Begge mandskaber havde forinden dagens kamp været præget af nogle svingene præstationer. Team FOG Næstved tabte senest mod Svendborg Rabbits i kaninernes hule, mens Horsens IC tabte mod kronjyderne Randers Cimbria hjemme i Forum Horsens.
Dagens kamp var få dage før Horsens IC´pokalfinale mod Rabbits, men Team FOG Næstved er lige i hælene på Horsens IC i Pro A-rækken, og derfor var dagens kamp ikke uden betydning for Horsens IC.
Samtidig var der forventet et gensyn med Cheikh Sane i Arena Næstved, der fik sparket fra Team FOG Næstved tilbage i 2017. Men Sane kom aldrig på banen, og fik derfor aldrig vist sig frem mod sit tidligere hold.
Næstved flyvende fra start
Gæsterne fra Horsens kom bedst fra start med tre ubesvarede scoringer indtil, at Phillip Hertz blev sendt på straffekastlinjen efter en fejl fra Horsens unge amerikaner, Brandon Tabb.
I de efterfølgende par minutter gik spillet lidt frem og tilbage med scoringer i begge ender. Gæsterne sendte gentagne gange hjemmeholdet på straffekastlinjen, og derfra skød Næstved fine procenter.
Der skulle gå næsten seks minutter før, at Næstved fik produceret deres første point, der ikke kom fra straffekastlinjen, da Phillip Hertz ramte et skud fra distancen. Få sekunder senere rammer Jordan Mathews en lang toer, der betød at stillingen var 10-10.
Hen mod periodens slutning kom der helt andre boller på suppen for Team FOG Næstved. Med lige over tre minutter tilbage af første periode var Horsens foran med fem point, og det så derfor ud til, at Horsens ville vinde første periode.
Men da de første ti minutter af kampen var spillet, var Næstved foran med hele 31-17, der skyldes et imponerende 19-0 run, hvor især Jordan Mathews var en af periodens helt store oplevelser, hvor han havde produceret 14 af Næstveds 31 point.
Horsens indhenter lidt af forspringet
Næstved havde virkelig fået justeret deres sigtekorn i kampens første periode, og var derfor i front inden anden periodes start med en føring på 31-17.
Anden periodes start var dog præget af gæsterne med tre scoringer. Horsens var kommet sig over chokket efter første periodes afslutning, og hentede løbende lidt af Næstveds forspring ind.
Akkurat ligesom i første periode var periodens første halvdel ikke nær så pointrig, som den sidste halvdel var. Størstedelen af pointene fra begge mandskaber kom fra distancen, men især Næstved fik leveret en del point fra straffekastlinjen. Dette skyldes blandt andet en usportslig fejl fra Lasse Elbæks side der betød, at Næstved fik to straffekast og bolden i siden. Hertz ramte begge straffekast.
Anden periode lignede derfor meget første periode, men Horsens var denne gang det hold, der fik flest point på tavlen.
Horsens IC fik indhentet lidt af forspringet, så stillingen ved pausen var 50-43.
Næstved tager sejren
Horsens IC fik aldrig helt fat i anden halvleg, og måtte i enden se sig besejret af Team FOG Næstved, der gik hen og vandt både tredje og fjerde periode. Tredje og fjerde periode var dog begge forholdvis tætte, men Næstved smed aldrig føringen, og kunne besejre Pro A-konkurrenten, Horsens IC.
Horsens IC stillede desuden op uden deres lynhurtige guard, Charles Callison, og dette gav unge Oscar Jørgensen mulighed for spilletid. Jørgensen fik 36 minutter på banen, og scorede otte point, tog to rebounds, to assists og tre steals.
Aladdin Barakeh og Tencho Tenchev fik lideledes godt med spilletid, og der var generelt mere spilletid til reserverne på Horsens IC-mandskabet.
Kampens topscorer var Næstveds Jordan Mathews med 29 point tæt efterfulgt af Horsens IC`Darryl Tucker med 26 point.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)









































































