Team FOG Næstved har efter, en ikke-overbevisende førsterunde kamp, hentet 29-årige Jeremy Williams, som forstærkning til truppen.
Jeremy Williams har tidligere slået sine folder i Basketligaen og Team FOG Næstved, da han i 2018/19 sæsonen agerede back-up for daværende point guard, PJ Thompson.
Williams er også denne gang udset til, at agere back-up og sørge for dybde på point guard positionen, når holdets normale starter, Jahmal Jones, skal have en pause.
“Vi har vurderet, at vi er lidt sårbare på vores guard-positioner, fordi vi kun har Jahmal Jones til at dække vores point guard. Vi vil gerne kunne bruge Alante Fenner mere som pointscorer, så derfor har det været en prioritet at hente en ekstra guard, der kan sætte spillet op, når Jahmal Jones skal have pause”, fortæller direktør Andreas Larsen til Sjællandske Nyheder.
Udover et ophold i dansk basketball, har Jeremy Williams også tidligere spillet i Spanien og Frankrig efter, at han i 2013 afsluttede sit senior year på University of New Haven.
Jeremy Williams lander først i Danmark i morgen, og vil derfor ikke være en del af aftenens Næstved trup, der skal op imod Svendborg Rabbits klokken 19.45.





































































