Team FOG Næstved var tættere på at nå finalen i Basketligaens slutspil end nogensinde før i den forgangne sæson, men de måtte alligevel se sig besejret af de senere mestre fra Bakken Bears. Ligeledes blev den sydsjællandske klub slået på målstregen i bronzekampen, hvor Randers Cimbria vandt 99-100 i Arena Næstved.
Det blev dermed til anden sæson i træk uden medaljer for den ambitiøse klub, hvilket ikke stemmer overens med klubbens store ambitioner. Derfor har klubben i denne off season været stærke på transfermarkedet, hvor flere spændende profiler er trådt til.
Seneste blad på denne stamme er amerikanske David Onuorah, der kommer direkte fra college, hvor han senest har spillet på det store college University of Connecticut. Inden da spillede han fire år på Cornell University.
Onuorah snittede på UCONN beskedne ét point, 2,1 rebounds og 0,4 blocks på omtrent ti minutters spilletid, men han anses primært for at være et forsvarsanker, der samtidigt kan være med til at løbe gulvet.
Det er Team FOG Næstveds fjerde amerikaner, hvilket er en mere end det tilladte i Basketligaen, men David Onuorah har ligeledes et nigeriansk pas, hvorfor klubben kan spille med alle fire. Han er 206 centimeter høj, har en kampvægt på 113 kilo og kan spille både center og power forward.
”Vi får en atletisk spiller, der kan supplere Chris Gabriel godt under kurven. Han er en anderledes spiller set i forhold til Chris Gabriel, som ikke mindst skal være med til at give os en atletisk version af Team FOG Næstved, hvor alle kan løbe gulvet. Vi får behov for hans defensive kvaliteter og ikke mindst også som en stærk rebounder,” udtaler sportschef Thomas Foldbjerg til klubbens Facebook-side.
Team FOG Næstved har nu følgende otte spillere på plads til den kommende sæson: Chris Gabriel, David Onuorah, Philip Hertz, Filip Rajovic, Mathias Bak Christensen, PJ Thompson, Jordan Mathews og Greg Logins.
”Vi er ved at være der, hvor vi skal. Vi arbejder på at få en ekstra spiller ind til rotationen. Jeg er meget tilfreds med det, vi har fået ind. Vi har stærke spillere på alle positioner. Jeg forventer, at David Onuorah bliver et rigtigt godt indspark på centerpositionen, hvor vi er glade for at have Chris Gabriel, men hvor vi gerne skulle kunne holde niveau, når han skal på bænken,” fortæller direktør Andreas Larsen til klubbens Facebook-side.
Du kan se mere til den nyeste signing i highlight-videoen herunder:
Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.









































































