Forbind med os

Hej, hvad søger du efter?

Aalborg Vikings

Rob Delaney og Ryan Willen til Aalborg Vikings

Aalborg Vikings er nu også klar med holdets amerikanske spillere, nemlig point guarden Rob Delaney og Ryan Willen, der er udset til at spille under kurven. De er begge 23 år gamle og den kommende sæson bliver deres første som professionelle i Europa, efter de har været holdkammerater i fire år for universitetsholdet Lafayette Leopards i Pennsylvania, USA, skriver klubben i en pressemeddelelse.

De to nye spillere udfylder hullet i Vikings’ trup efter Ryan White og Tony Bishop, der dominerede Basket Ligaen sidste år. 194 cm høje Rob Delaney er som point guard en utrolig gennembrudsstærk spiller, som har sin force i at udnytte hurtighed og atletiske evner til at drive på kurven.

Med sine 205 centimeter og 100 kg er Ryan Willen udset vil at udfylde både forward og center positionen. Trods sin størrelse er han en yderst mobil og hurtig spiller og det udnytter han især offensivt, hvor han er en udpræget scorer, der både kan skyde 3’ere og score point tæt på kurven. Begge spillere har desuden en arbejdsrate af de helt store og er kendt for at kæmpe for hver bold indtil kampen er slut.

Head coach Mads Olesen er glad for de to nye amerikanere, da de udfylder et behov for Vikings:

Vi har været i kontakt med utroligt mange agenter og spillere her i sommer inden vi fandt de helt rigtige. Vi var ude efter nogle holdspillere, der samtidig kunne tage ansvar på banen både offensivt og ikke mindst defensivt, og det er jeg sikker på vi har fået. Jeg forventer, ad de kommer til at passe ind i den underholdende stil, vi gerne vil spille basketball på, og samtidig falde til i den danske kultur udenfor banen.

Lafayette College, som de to nyerhvervelser spillede for i USA, er placeret i NCAA Division 1, som indeholder de bedste 200 skoler i landet. Lafayette er et af otte hold Patriots League, som er blandt de miderste hold i feltet. I de sidste tre år har Lafayette været i slutspilsfinalen to gange, mens de i år kun nåede semifinalen. Ligaens styrke illustreres ved at vinderen af ligaen i 2012, Lehigh University, slog Duke University i første runde af NCAA slutspillet. Duke er et af sportens mest berømte og succesfulde universiteter, og gennem de sidste 30 år er holdet blevet trænet Mike Krzyzewski, der i øjeblikket kan opleves som træner for USAs hold til OL i London.

Hvor Ryan Willen har været en stjerne siden high school, har Rob Delaney haft en meget sværere vej mod de professionelles rækker. Som barn drømte Delaney om at blive professionel, men da han begyndte at tage basketball seriøst, gled drømmen ud af hans verdensbillede. I stedet koncentrerede han sig om de udfordringer, der var lige foran ham:

I folkeskolen, I high school og I college var jeg altid for optaget af den næste udfordring lige foran mig, så professionel basket virkede meget langt væk. I folkeskolen drømte jeg om at blive stjerne i high school. I high school drømte jeg om at vinde et statsmesterskab, og så om at om at komme til at spille Division One college basket.

Han nåede det sidste mål, men ad omveje. Faktisk fik Delaney ikke et scholarship til Division 1 i college, hvor det ellers let koster over $55.000 om året at gå på universitetet. De fleste atleter får deres uddannelse betalt, og Delaney havde da også sikret sig et på Williams College, på det noget lavere Division 3-niveau. Da træneren imidlertid fik et nyt job inden Delaney startede, valgte Delaney at satse, og tage på et meget større universitet, nemlig Lafayette i Pennsylvania. Her stod der imidlertid ikke et scholarship klar til ham, men han tog chancen, fordi han ville følge sin drøm.

De første to år spillede han ikke meget, og det var slet ikke sikkert, han kom på hold. I de to første blev det til i alt til 109 minutter på de to sæsoner, hvilket gav Delaney 2 assists og 26 point. Som sophmore i år tre var Delaney imidlertid pludseligt en vigtig del af et succesfuldt hold, der nåede finalen i deres liga, Patriot League. Delaney fik nu hele 23 minutter pr. kamp, og kvitterede med 6.1 point og 2.7 assists i snit.

I den sidste sæson havde Delaney endnu mere personlig succes. Han spillede 30 minutter pr. kamp, og scorede 9,6 point, og lagde 3,6 assists. 37% blev det til bag tre-points linjen, og blev samtidigt valgt til Patriot League All Tournament team – dvs. All Star holdet for slutspillet.

I forhold til Delaney gjorde Ryan Willen straks en forskel for Lafayette. I hans første år som freshman fik Willen hele 23 minutter på banen pr. kamp, noget ret usædvanligt for så unge spillere. Han blev da også valgt til All Star holdet for førsteholdsspillere i Lafayettes liga, the Patriot League. Som andetårsspiller kom Willen op på næsten 25 minutter pr. kamp, og et scoringsgennemsnit på 12,2 point var nok til at han blev valgt All Patriot League 2nd Team, altså blandt de 6-10 bedste spillere i ligaen. Lafayette nåede i dette år Patriot League finalen, hvor de tabte til rivalerne fra Lehigh.

I hans sidste år for Lafayette i 2011-12 var Willen Lafayettes helt dominerende spiller. På 28 minutter pr. kamp stod Willen for 20% af holdets point, 24% af angrebsreboundene og hele 34% af holdets straffekast. I reelle tal betød det at han som holdets topscorer scorede 14.4 point og tog 5,3 rebounds. Holdet tabte dog dette år i semifinalen, det dårligste resultat i tre år.

Willen afsluttede hans collegekarriere på Lafayette som den 6. mest scorende spiller i holdets historie (der rækker tilbage til 1940′erne) med lige under 1500 point, og blev samtidig en af kun 13 spillere, der har scoret mindst 1000 point og taget 500 rebounds. Samtidig scorede Willen 161 tre-pointsskud over hans karriere, med en skudprocent på 36,6.

Efter hans sidste år blev Willen valgt til Patriot League All Star førsteholdet, og blev samtidig, på grund af en kombination af gode karakterer og gode sportsresultater valgt til årets Patriot League Scholar Athlete of the Year.

Rob Delaney fortæller her om sin motivation til at spille i Danmark:

Jeg valgte Vikings af nogle simple grunde. Jeg satte virkelig pris på den ærlige og oprigtige tone fra med de mennesker, som rekrutterede mig. Vi har også gode danske familievenner og jeg har altid været glad for danskere. Alt i alt, så var det en god mulighed for at kunne bo i en god by og spille for et hold med høje ambitioner. Jeg plejede at spille mod en tidligere Aalborg Vikings spiller Marquis Hall og jeg snakkede med ham omkring mit skifte. Han bekræftede mig i hvad jeg troede om klubben.

Derudover var det en kæmpe fordel for Delaney at få lov at spille sammen med sin gode ven og tidligere holdkammerat Ryan Willen. Delaney gjorde en stor indsats for at overbevise både Vikings og Willen om at de var et godt match, og har således været afgørende for at bringe Willen til Danmark. Begge er glade for at kunne videreføre det sammenspil, som de har udviklet i deres år som collegespillere fortæller Willen:

Jeg har hørt mange gode ting omkring livsstilen i Danmark, og muligheden for at kunne spille med en af mine bedste venner og holdkammerater, Rob Delaney, var simpelthen for god til at sige nej til. Jeg forventer, at komme ind og vinde kampe og have det sjovt samtidigt.

I forbindelse med ankomsten af Delaney og Willen, har klubben måtte gøre sit bedste for at hente dem til klubben. Christian Hamborg beretter kort om processen, der førte til signing af de to amerikanere:

Vi ønsker i år, som sidste år, igen at have overskud i Aalborg Vikings, så vi var meget opmærksomme på at handle indenfor et budget, og ikke satse hele butikken, som man desværre ser visse andre steder. Vi kan ikke tilbyde nær så meget økonomisk som europæiske klubber fra meget større lande, men til gengæld er Danmark et attraktivt sted at starte sin første sæson som professionel inden man rykker videre til en større basketballnation, hvor også pengene så er større. Derfor skal vi finde nogle spillere, der er ambitiøse og dygtige, men måske ikke helt har fået så meget opmærksomhed i college. Den opgave synes jeg er blevet løst rigtigt godt, vi har fået to dygtige og hårdtarbejdende spillere til klubben og Aalborg Vikings kan igen i år blive en af ligaens helt store overraskelser samt leverandør af Nordjyllands mest underholdende sportsprodukt.

Skrevet af

Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.

Andre artikler med dette emne

Basketligaen

Svendborg Rabbits trak det længste strå i kampen om metal torsdag eftermiddag.

Bakken Bears

Bakken Bears knuste Horsens på ny og er dermed klar til DM-finalen for den 24. gang i streg.

Basketligaen

Basketball er ikke ens overalt, og det har Tony Wroten mærket på egen krop.

Basketligaen

Amerikanerens tid i Danmark gik næppe som ønsket, og den hårde start sætter han nu ord på.

Basketligaen

BMS Herlev var pisket til en sejr lørdag eftermiddag for at komme fri af bunden i Basketligaen, men BK Vejen viste sig at være...

Basketligaen

Horsens kom blæsende fra start, hvilket endte med at blive altafgørende i den vigtige kamp om fjerdepladsen.

Basketligaen

Steve Hanson har forvandlet BK Vejen, siden han trådte til som træner tilbage i januar, og nu håber han, at kunne fortsætte sit arbejde...

Basketligaen

Andrew Orr har for alvor trådt i karakter for oprykkerne, og det er der flere årsager til, ifølge ham selv.