Forbind med os

Hej, hvad søger du efter?

Basketligaen

Randers udligner serien i vigtig hjemmesejr

Efter en dårlig fjerde periode i Svendborg i sidste uge, skulle Randers mandag aften forsøge at udligne kvartfinaleserien hjemme i Arena Randers. Efter en kamp med mange runs fra begge mandskaber, endte Randers med at løbe afsted med en sejr på 95-88 og har dermed udlignet serien til 1-1.

Efter en hård og intens kamp i Svendborg, var der lagt op til endnu en hård kamp mellem de to mandskaber. Randers havde det svært i slutningen af den første kamp, og skulle nu forsøge at komme tilbage på hesten igen.

Svendborg var, ligesom i det første opgør, uden amerikanske Zachary Charles, men ellers var begge hold i stærkeste opstilling.

I modsætning til kampen i Svendborg, startede denne kamp ud i et helt andet tempo. Begge hold havde ikke de store problemer med at score point, og det så ud til, at det ville blive en højtscorende kamp. Første periode sluttede med et forspring på 25-23 til gæsterne.

Dette fortsatte dog ikke, og forsvarsintensiteten steg markant i anden periode. Begge hold havde i starten af perioden store problemer med at score, og spillet var præget af mange turnovers.

Mod slutningen af periode fik hjemmeholdet dog sat et lynhurtigt 8-0 run sammen, og kunne derved gå til pause med et forspring på 53-43.

Det så ud til at Randers havde fået styr på kampen, og Svendborg så ikke rigtig ud til at have et svar på det høje energiniveau, hjemmeholdet havde lagt for dagen.

Forspringet lå i store dele af tredje periode omkring de 10 point, og svendborgenserne havde svært ved at få det til at fungere.

En timeout fra Svendborgs træner, Lukas Varga, ændrede dog på dette. Efter timeouten sammensatte udeholdet et run, og var igen tilbage i kampen. Stillingen inden fjerde periode var 69-68 til Svendborg.

Selvom Svendborg havde kæmpet sig tilbage i kampen igen, var vigtigheden af en sejr tydelig at spore hos randersspillerne. De fortsatte ufortrødent med det høje energiniveau, og det så ud til at virke.

I fjerde periode kom Svendborg hurtigt i holdfejl, og det så ud til at blive kampafgørende. Randers skød ti straffekast i fjerde periode, mens Svendborg kun skød to. Selvom udeholdet forsøgte at komme tilbage, havde Randers sikret sig en stor fordel ved at få Svendborg i holdfejl, og kunne lukke kampen på straffekastlinjen.

Randers endte med at vinde den meget vigtige hjemmekamp med cifrene 95-88 og kan nu tage til Svendborg med en forsikring om, at de kommer tilbage til Randers igen.

Kampens topscore blev Svendborgs Derrick Wilson med 24 point. Derudover havde han også 9 rebounds og 8 assists.

For hjemmeholdet blev topscoren endnu engang Brantley Bynum med 21 point.

Serien står nu 1-1 og det tredje opgør i kvartfinalerne spilles torsdag d. 28. marts i Svendborg.

Skrevet af

Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.

Andre artikler med dette emne