Randers Cimbria spiller sig alene på andenpladsen med sikker sejr over Wolfpack

Randers Cimbria lykkedes med at køre Wolfpack træt, og tog en sikker sejr, der bringer dem alene på andenpladsen i Basketligaen.
Foto: Sam's Photos
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter

Randers Cimbria mødte lørdag eftermiddag BMS Herlev Wolfpack på hjemmebane i en kamp mellem toppen af Pro A og Pro B. Efter en flot første periode fra Wolfpack, lykkedes det Randers at trække fra og tage en sikker sejr på 100-78. De er dermed alene på andenpladsen i ligaen, hvor de har 24 point efter 15 kampe.

Randers Cimbria var uden Jonathan Jeanne samt deres to ny erhvervelser, Randolph og Bungei, til opgøret.

Wolfpack bedst fra start, men Randers viser klassen

Det er efterhånden blevet en fast del af kampene mellem Pro A og Pro B hold, at Pro B holdene kommer bedst fra start, mens favoritterne fra Pro A ser rustne ud. Det var endnu engang tilfældet i dag, hvor Wolfpack kom ud til kampen med høj energi og tog en hurtig 2-9 føring, hvor Randers så aldeles sløset ud i deres spil. Især August Haas var velspillende fra start, og han var en stor årsag til, at Wolfpack vandt første periode af kampen 19-22.

Randers træner, Peter Hoffman, var tydeligvis ikke helt tilfreds med sit holds præstation, hvilket betød, at nogle af profilerne blev skiftet ud til fordel for Jacob Hoffman og Anton Hansen, der ellers ikke normalt får så mange minutter. Det tilbagebetalte tilliden med at score de første syv point i anden periode og bringe Randers i front. Wolfpack havde svært ved at få offensiven til at flyde i anden periode, og så var de særdeles uskarpe fra trepointslinjen.

Tendensen forsatte i anden halvleg, hvor Randers også for alvor fik gang i skudende fra distancen. Føringen blev stille og rolig udbygget, blandt andet takket være flot spil fra Fenton Bradley og Reggie Kissoonlal. De kunne dermed køre en sikker 100-78 sejr hjem, og bringe sig to point foran Svendborg Rabbits i den samlede stilling.

Rollespiller imponerer

Kampens topscorer endte højst overraskende med at blive Fenton Bradley, der ellers kun snittede 2 point pr kamp før opgøret. Han endte med 22 point og 6 rebounds. Der var dog flere fra Randers med flotte statlines, blandt andet Chris Nielsen med 15 point, 10 assists og 5 rebounds, mens Kissoonlal havde 11 point, 12 rebounds og 6 blocks.

Den store profil for Wolfpack var endnu engang August Haas, der endte med 20 point, 8 assists og 4 steals, mens Dee Franklin lavede 12 point og 8 rebounds mod sit gamle hold.

Næste kamp for Randers er næste lørdag hjemme mod BK Amager, mens Wolfpack skal spille på udebane mod Bears Academy samme dag.

Se andre spændende artikler