Randers Cimbria havde ikke nogen stor sæson i fjor, hvor de sluttede næstsidst i grundspillet med en record på 10/18. Derfor skulle de møde de forsvarende mestre fra Horsens IC i kvartfinalen, hvor det blev til tre nederlag, og det blev ingenlunde en mindefuld sæson i Kronjylland.
Hvem er væk?
Efter samlet set syv sæsoner med kronjyderne i Basketligaen er en æra slut; 35-årige Bonell Colas er ikke længere at finde i klubben, hvilket skaber mere plads til det unge talent Marinus Mouboe under kurven. Klubben har desuden sagt farvel til Eric Kibi, Sean Carter, Yasin Vernaza, Eduardo Velarde, Jacob Meller og Nicki Nielsen.
Hvem er kommet til?
Klubben har kun hentet to nye spillere til klubben i amerikanerne Kyndahl Hill og Jerrell Williams. Der er tale om to forwards, der begge måler lige over to meter. De har begge tidligere spillet college i NCAA Division I. 23-årige Hill kommer direkte fra Weber State Wildcats, mens 28-årige Williams har optrådt flere år som professionel basketballspiller i udlandet, blandt andet i stærke ligaer som den tyske Pro A.
Udover de to spillere har klubben også fået ny head coach. Klubben har hentet amerikaneren Erik Olson, der sammen med Morten V. Hansen skal styre tøjlerne fra sidelinjen.
Hold øje med
Igen i år har Cimbria en backcourt bestående af Charlie Burgess og Chris Nielsen. De to sluttede som henholdsvis nummer to og tre på topscorerlisten i sidste sæson, og de er en evig trussel for modstanderne. Desuden har klubben forlænget med atletiske Deuce Bello, som helt sikkert vil stå for nogle vilde dunks og andre highlights gennem sæsonen.
Blandt de to nye spillere kan særligt Kyndahl Hill fremhæves, da han er meget bevægelig i forhold til sin størrelse, og han har gode moves i posten, der gør ham svær at stoppe.
Hvad kan vi forvente?

Bonell Colas er fortid i Randers Cimbria efter syv sæsoner i klubben (Foto: Robert Dines Rasch)
Problemet i Randers de seneste sæsoner har været den smalle trup. Det tyder det også på, at det bliver i år. Kronjyderne har mistet syv spillere og fået to nye ind, hvilket langt fra gør en smal trup bredere. Til gengæld har de mange gengangere i truppen, og klubbens talenter kan forhåbentligt spille en større rolle i denne sæson.
Klubben har helt sikkert holdet til at drille flere hold, men det virker alligevel som et hold, der er et stykke fra sub-toppen. En placering i grundspillet fra seks til syv virker mest realistisk for kronjyderne, der med lidt vind i sejlene måske kan kravle lidt længere op i tabellen.
Det er altid spændende at se, hvad en ny træner bringer til holdet, men ifølge sportschef Morten V. Hansen, så ved Erik Olson, hvad han går indtil.
“Vores nye træner har gennem hele rekrutteringsprocessen været klar over, hvilken spillestil Randers Cimbria repræsenterer, og han deler filosofien omkring det hurtige spil. Naturligvis skal Erik sætte sit præg på spillet, og vi håber, at han kan bringe mere struktur med sig,” udtaler Hansen til Fullcourt.
Erik Olson ser også selv frem til sæsonen med Randers, hvor han lægger vægt på at have flere erfarne spillere i truppen.
“Jeg føler, at styrken på holdet ligger hos den store erfaring, vi har i denne gruppe og af den grund, at flere spillere har haft succes sammen i tidligere år. Der er desuden en identitet i klubben, hvor spillere vender tilbage til klubben, og arbejder sammen om at få den succes, som alle føler kunne komme i denne sæson,” udtaler han til Fullcourt, inden han fortsætter:
“På det her tidspunkt af året arbejder vi som alle andre for at ramme det niveau, som vi ønsker at være på. Med de erfarne spillere og ledere som vi har, har jeg været meget tilfreds med vores attitude, fremskridt og udvikling indtil videre taget i betragtning af, at vi også har styrket vores dybde som et hold med en håndfuld nye amerikanske spillere, der arbejder på at finde deres roller i den måde, som vi ønsker at spille som et hold!”
Hvilken håndfuld træneren snakker om er uvist, da klubben kun har hentet to nye amerikanere. Til gengæld er Charlie Burgess og Deuce Bello tilbage i klubben, hvilket måske kan svare på forvirringen, omend det stadig ikke svarer til en håndfuld. En håndfuld amerikanere eller ej så forventer Olson, at hans mandskab kommer til at kæmpe hårdt for klubben.
“Det er et svært spørgsmål, hvad man skal forvente af sig selv som head coach. Jeg forventer, at mit hold spiller exceptionelt hårdt, og gør det, mens de arbejder sammen i begge ender af banen. Jeg ved, at vi vil være forberedt til hver kamp, for vi har spillere, der er forpligtede til at være det!”
Hvad forventer klubben?
Fullcourt har fanget klubbens mangeårige head coach og sportschef Morten V. Hansen til et indblik i forventningerne til sæsonen, hvor han fremover kommer til at dele head coach-rollen sammen med amerikanske Erik Olson.
Sidste sæson sluttede Randers næstsidst i grundspillet, og det er et resultat, som de gerne vil forbedre i en sæson, der skal præges af mere kontinuitet.
“Vi skal være mere konsekvente i vores spil. Sidste sæson var præget af mange udsving som følge af skader, sygdom og andre udefrakommende faktorer. Sygdom er svært at gardere sig imod, men vi har opgraderet i vores sundhedssektor, og vi kan dermed, forhåbentlig, undgå nogle af de skader, der ellers opstår,” udtaler Hansen til Fullcourt.
Klubben er røget ud i kvartfinalen i de seneste tre sæsoner i træk uden at vinde en kamp, men alligevel er klubbens målsætning at komme i semifinalen i år.
“Målsætningen er at kvalificere os til semifinalen. Vi har meget, der skal ind under huden på alle spillerne – både nye og gamle. Med tilføjelsen af Erik Olson bliver vores spil naturligvis justeret, og det skal alle forholde sig til. Vi ved, at det kræver hårdt arbejde, men vi er ikke i tvivl om, at alle ombord har viljen til at få projektet til at lykkes. Med det sagt er vi naturligvis også klar over, at det er en proces, der tager tid, og vi ikke nødvendigvis ligger nummer et efter de første 5 spillerunder.”
Med kun to nye ansigter i Randers-truppen, burde det være muligt at vurdere trupstyrken, men det er ifølge Morten V. Hansen svært at vurdere den i forhold til ligaens øvrige hold.
“Det er svært at give et reelt bud på truppens styrke i forhold til konkurrenterne, når turneringen ikke er i gang endnu. Selvfølgelig har vi set, hvem de andre hold har hentet/sagt farvel til, men indtil vi får mulighed for at se dem spille, er det svært at sige meget. Vi har troen på, at vi med et stærkt kollektiv og viljen til at kæmpe kan komme langt med vores hold,” fortæller Hansen, inden han afslutningsvis udtaler:
“I år har vi igen en kerne af rutinerede spillere, der alle kender Randers Cimbria til fingerspidserne. Dertil kommer vores unge danske talenter og de amerikanske profiler. Alt i alt en god blanding af nyt og gammelt krydret med rutine fra både ind- og udland. Alle mand passer godt ind i vores spillestil.”
Randers Cimbria spiller første kamp ude mod Horsens IC onsdag den 27. september. Første hjemmekamp spilles mod Stevnsgade SuperMen den 5. oktober.
Roster:
| # | Spiller | Placering | HØJDE | VÆGT |
|---|---|---|---|---|
| Rasmus Bach | PG | 185 | 84 | |
| Brantley Bynum | SF | 196 | 86 | |
| Josh Fortune | PF, PG, SF, SG | 196 | 92 | |
| Corey Silverstrom | PG | 196 | 95 | |
| Jonathan Jeanne | C | 218 | 95 | |
| 4 | Chris Nielsen | SF, SG | 193 | 80 |
| 6 | Marinus Mouboe | C | 212 | 110 |
| 8 | Esben Reinholt | SF, SG | 195 | 93 |
| 8 | Anton Lønstrup Hansen | PG | 187 | 65 |
| 17 | Andreas Gramstrup | PG | 194 | 84 |
Næste hold: Team FOG Næstved
Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.









































































