Lørdag skydes en ny sæson i Basketligaen igang, når BK Amager hjemme i Amagerhallen tager imod sidste sæsons sølvvindere Svendborg Rabbits.
Sidstnævnte går ind til sæsonen med håbet om igen at komme i ligaens finaleserie.
Bakken Bears gik hele vejen i sidste sæson og vandt klubben 20. mesterskab. Det var samtidig deres sjette mesterskab i streg, og Bjørnebanden vil i den kommende sæson forsøge at gentage sidste sæsons succes.
I Aarhus går mon dog ikke blot og drømmer om succes hjemme i Danmark. For tredje gang i klubbens historie spillede den danske mastodont sig i semifinalen i den europæiske turnering FIBA Europe Cup, og sidste sæsons succes i Europa har givet tro på tingene.
Igen i år vil Bakken Bears deltage i kvalifikationsturneringen til Basketball Champions League, niveauet over FIBA Europe Cup, og holdets forstærkninger denne sommer vidner om et hold, der vil se det som en skuffelse, hvis det ikke bliver til et Champions League-gruppespil. Bears har tidligere deltaget i Champions League to gange, senest i sæson 2020/21.
Bakken Bears har blandet andet skrevet under med den sydsudanesisk-australske small forward Deng Adel, der har 19 kampe i verdens bedste basketballliga, NBA, for Cleveland Cavaliers på sit CV. Adel har derudover også spillet hele 82 kampe i NBA G League.
Klubben har også forstærket sig med amerikanske Tony Carr, der ligesom Deng Adel har været forbi NBA. Omstændighederne var dog anderledes for Carr, der modsat Adel blev draftet til NBA. Carr blev valgt som nummer 51 af New Orleans Pelicans. Den nye Bakken-spiller har endnu sin NBA-debut til gode.
Sidst men ikke mindst har man hapset den tidligere Horsens IC-stjerne Skyler Bowlin i den tyske Bundesliga, hvor han i sidste sæson spillede for Telekom Baskets Bonn.
Fullcourt.dk. udgiver meget snart en ny podcast, hvor vi går igennem alle sommerens handler.
11 hold
Sæson 2022/23 i Basketligaen vil modsat sidste sæson bestå af 11 hold fremfor ti. Det skyldes, at Holbæk-Stenhus, der vandt grundspillet 1. division Øst i sidste sæson, er rykket op i landets bedste række. Holbæk-Stenhus har med en gennemsnitsalder lige over 19 år ligaens yngste mandskab, så de bliver uden tvivl et spændende bekendtskab.
“Holbæk Stenhus i Basketligaen er et udviklingsprojekt. Det er unge spillere. Målsætningen er, at vi skal være Danmarks bedste akademi. Vi vil udvikle spillere til international standard, så vi vil komme til at spille med en præmis om, at vi er et udviklingshold. Det er det lange perspektiv og den individuelle spillerudvikling, der er i fokus,” fortæller Maja Liep, leder af Stenhus Sports College, til Fullcourt.dk og uddyber:
“Der er ingen forventning om, at de skal op at markere sig resultatmæssigt, men der er en forventning om, at de skal op at lære og udnytte det højere niveau udviklingsmæssigt. Men med det sagt, så skal holdet nu steppe op, da konkurrencen i Basketligaen jo selv sagt bliver markant større.” slutter hun.
Se Basketliga-holdenes trup her.
Sæsonens første kamp, BK Amager-Svendborg Rabbits, har tipoff lørdag kl. 14.30.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)









































































