fbpx
Connect with us

Hi, what are you looking for?

Basketligaen

Optakt til sæson 20/21: Værløse Blue Hawks

Dette er en del af en optaktsserie, hvor vi denne gang stiller skarp på Værløse Blue Hawks, der går benhårdt efter førstepladsen i Pro B.

Oversigt over ændringer i spillertruppen

Træner: Susie Heede-Andersen

Tilgange:
Peter Møller (Svendborg Rabbits), Mathias Bak Christensen (Nässjö Basket), Jonathan Bank (Værløse Blue Hawks U19)Mikkel Bach (Værløse Blue Hawks U19)Morten Damgaard Laugesen (Værløse Blue Hawks U19)Patrick Møller-Dinesen (Værløse Blue Hawks U19)Koch Bar (Bradley University)

Afgange:
Søren Formann (Stopper), Espen Fjærestad (Stopper) + flere.

Fortsætter fra sidste år:
Asbjørn NerlovMartin Poulsen, Mads Halbye, Silas Ilkjær, Alexander Agerskov, Marko Veljic, Karl Boje Formann, Balsa Veljic, Adam Heede-Andersen.

Oversigt over slutplacering sidste sæson, resultater fra dm og pokalturneringen

Slutplacering i 2019/2020-sæsonen: Værløse sluttede på en andenplads i Pro B.

Danmarksmesterskaber: 3 stk.

DM Sølv: 2 stk.

DM Bronze: 1 stk.

“Top frustrerende afslutning” på 19/20 sæsonen

Værløse Blue Hawks så rigtig gode ud mod slutningen af sidste sæson. De havde vundet fire ud af deres seneste fem kampe, og lå kun en enkelt sejr efter Wolfpack på førstepladsen i Pro B. Og det var endda med en kamp i hånden og to sejre over Wolfpack i baggagen. Alt var lagt op til en Pro B sejr og en tur i slutspillet for Værløse, men Coronavirussen ville det anderledes. Sæsonen blev afblæst og Wolfpack blev kåret til vinderne af Pro B.

“Det var en top frustrerende afslutning. Vi har aldrig været i tvivl om, at vi ville slå Wolfpack og vinde Pro B. Det var vi alle sammen helt på bølgelængde omkring, at det var det, der ville ske, så selvfølgelig var det skide frustrerende. Det er pisse ærgerligt, men man kan ikke bruge tid på at ærgre sig over noget, man ikke kan kontrollere,” fortæller Værløse head coach, Susie Heede, til Fullcourt.

Et af de store gennembrud i Basketligaen i sidste sæson var Martin Poulsen fra Værløse, der blandt andet blev udtaget til landsholdet. Han mener, at afslutningen på sidste sæson bliver en motivation for den kommende sæson.

“Det er bestemt en målsætning med ekstra motivation at få “revanche” og vinde Pro B i år,” fortæller Værløse profilen.

Tilgang fra danske profiler

Der er sket store ændringer i Værløse truppen i forhold til sidste sæson. Man har blandt andet sagt farvel til de to amerikanere, Evan Fischer og Austin Pope, samtidig med, at deres anfører, Søren Formann, er stoppet med at spille basketball. De har dog været aktive på spillermarkedet, hvor de har hente to danske profiler ind i Peter Møller og Mathias Bak. De har begge mange års erfaring fra Basketligaen og har været inde omkring landsholdet. Martin Poulsen er derfor ikke i tvivl om, at det er et forstærket Værløse hold, der går ind til den kommende sæson.

“Jeg synes bestemt, at vi har formået at forstærke vores trup i forhold til sidste sæson. Størstedelen af kernen har valgt at blive, og så har vi fået to landsholdspillere i Peter Møller og Mathias Bak, som passer rigtig godt ind og løfter niveauet. Det bliver også spændende at se, hvordan Koch passer ind, der forhåbentlig kan give os noget størrelse i feltet,” fortæller Martin Poulsen.

Susie Heede er enig med sin profil, men fremhæver samtidig tabet af nogle bærende brikker.

“Søren Formann og Esben Fjærestad er nogle store kapaciteter, der er væk. I sær Søren var en ufattelig vigtig brik træningsmæssigt, fordi han drev os. Men så har vi fået Peter Møller i stedte for, og han driver os også rigtig, rigtig godt. Peter Møller og Mathias Bak falder ind i den stil, vi har, og den måde vi træner på. Vi konkurrerer jo som vanvittige, når vi træner. Det er virkelig nogle drenge, der gerne vil vinde,” siger Susie Heede.

Styrker og svagheder

Værløse er et ungt hold, der spiller med energi og intensitet. Der er mange spillere, der står med muligheden for at vise sig frem i denne sæson, og det skal drive holdet til flere sejre.

“Vores styrke er helt klart vores intensitet og vore lyst til at spille sammen. Den måde vi driver hinanden på til træning, og når vi skal ud at spille. Den der energi og intensitet,” siger Susie Heede.

Men ungdommeligheden er ikke kun en fordel. Både Poulsen og Heede nævner fokus og disciplin som en svaghed. Noget man dog arbejder med i klubben, da man har ansat den tidligere Brøndby angriber, Martin Bernburg, til at være mentalcoach i klubben.

Med så mange unge spillere i truppen, så er der også mange spillere at holde øje med i den kommende sæson for Værløse. En af dem er selvfølgelig Martin Poulsen, der blot er 22 år. Han havde i sidste sæson 15,8 point og 4,4 rebounds i gennemsnit pr kamp, men i år kan det blive til endnu mere.

“Martin fik et gennembrud sidste år, og jeg er sikker på, at han også kommer til at få en stor rolle i år,” siger Susie Heede.

Poulsen er også selv klar på, hvad hans personlige ambitioner er for den kommende sæson.

“At blive inviteret til landsholdssamlingen i februar var et kæmpe motivationsboost og meget lærerigt, så det er klart et personligt mål at være en del af det igen i denne sæson. Det kræver selvfølgelig, at jeg tager et step up fra sidste sæson og bliver ved med at udvikle mit spil. Særligt vil jeg gerne blive mere effektiv offensivt og udfordre mig selv defensivt ved at tage kampen op og dække en af modstander holdets bedste spillere,” fortæller han.

Skal vinde Pro B og konkurrere mod Pro A hold

Efter den skuffende afslutning på sidste sæson, så er målet helt klart, når man spørger Susie Heede.

“Vores mål er at vinde Pro B, og så vil vi gerne se, om vi kan nuppe nogle sejre mod Pro A holdene. Men overordnet set, så vil vi gerne bare blive lidt bedre, end vi var sidste år. Og hvis vi bliver bedre, og vi fokuserer på os selv, og de ting vi kan, så tror jeg også, at chancen er større,” siger hun.

Martin Poulsen er enig. Værløse skal ikke bare vinde Pro B, de skal tage skridtet op og kæmpe med om flere sejre mod holdene fra den bedste del af rækken.

“Som hold har vi en klar ambition om at bygge på fra sidste sæson og tage endnu et skridt op. Sidste sæson vandt vi en enkelt kamp mod et pro A hold i Svendborg, og det er en klar målsætning, at vi skal snuppe flere sejre i år,” siger han.

På trods af forskellen i økonomi og ressourcer, så skræmmer det ikke Susie Heede. Hun tror på, at Værløse har muligheden for at drille de bedste hold.

“Mod Pro A holdene handler det om at slå til, når de ikke tager os alvorligt, eller de dage hvor de ikke er på toppen. Det er vores chance. Det er fandme svært at konkurrere mod Pro A hold, der har tre-fire udlændinge, og vi har en i år. Men vi nærmer os. Vi er et meget ungt hold, nogle af mine kernespillere er stadig kun 21 år,” siger head coachen.

Værløse Blue Hawks får første mulighed for at tage en sejr mod et Pro A hold, når de åbner sæsonen d. 3. oktober kl. 14 på udebane mod Svendborg Rabbits.

Jeg er Fullcourts chefredaktør. Jeg har det overordnet ansvar for sidens indhold, og jeg brænder for alt basketball, hvor jeg bidrager til både NBA- og Basketligadelen af siden.

Andre artikler med dette emne

Basketligaen

Efter en halv sæson på Island skifter Morten Bülow tilbage til Randers Cimbria på en 1,5-årig kontrakt.

Basketligaen

Horsens IC har skrevet under med Shaquillo Fritz fra Bahamas, der kommer til klubben lige inden starten på Basketligaens slutspil.

Basketligaen

Matias Camino stopper til sommer som cheftræner for Holbæk-Stenhus efter fem år på posten.

Basketligaen

Den tidligere BC Copenhagen-assistenttræner Johs Andersen er blevet forfremmet i Nörrkoping Dolphins og skal fremover være cheftræner for de svenske mestre efter en årrække...

Basketligaen

Holbæks Patrick Renane har i et opslag på Instagram meldt ud, at han misser resten af sæsonen på grund af en skade.

Basketligaen

Efter et par år i Spanien vender Magnus Møllgaard hjem til Danmark, hvor han har indgået en aftale med Horsens IC.

Basketligaen

Der var lagt op til et topbrag, da Basketligaens to førerhold, Svendborg Rabbits og Team Fog Næstved, fredag aften tørnede sammen i en direkte...

Nyhedsoversigt

Bakken Bears og Randers Cimbria skal dyste om sejren i pokalturneringen i januar, efter de i weekenden sejrede i deres respektive pokalsemifinaler.