Som vi kunne berette om i sidste uge, så var det meget tæt på, at Basketligaen kunne lukke en helt ny struktur, som aldrig er set tidligere. I dag udsendte Geof Kotila, som er forretningsfører for Basketligaen, så en pressemeddelelse, som kunne konkludere at den nye struktur bliver en realitet.
I pressemeddelelsen fremgår det, at Basketligaen, som vi skrev, bliver inddelt i en Pro A og i en Pro B. Pro A kommer til at være:
Bakken Bears
Horsens IC
Team FOG Næstved
Svendborg Rabbits
Randers Cimbria
Disse fem hold kommer til at møde hinanden fire gange i løbet af sæsonen. Dette giver hvert hold 16 kampe hver. Pro B holdene kommer de til at møde to gange, hvilket alt i alt giver 26 kampe. Dermed bliver det en klar forbedring i forhold til denne sæsons tamme program, med blot 21 kampe til hvert hold.
I Pro B bliver det følgende hold:
Stevnsgade Supermen
Wolfpack
Hørsholm 79ers
Værløse (Rykker op fra 1. division)
EBAA (Rykker op fra 1. division)
De fem Pro B hold kommer til at møde hinanden tre gange, hvilket giver dem 12 kampe hver plus de ti kampe mod Pro A holdene. Altså i alt 22 kampe.
“Det her betyder, at vi kan se nogle fremtidige perspektiver i udviklingen og udbredelsen af elitebasket i Danmark. Vi har prøvet at imødekomme både de etablerede klubber og samtidig give “nye” elitehold en chance for at være med på højeste niveau. En del af konceptet er også, at de etablerede hold vil give råd og vejledning til holdene i Pro B. Vi lever efter den grundtanke, at vi på banen konkurrerer mod hinanden, mens vi udenfor stregerne forsøger at hjælpe hinanden,” siger Lennart Jensen, som er formand for Basketligaen og Horsens IC.
I slutspillet er de fem Pro A hold sikre på de første fem pladser, og så spiller de fem Pro B hold om de sidste tre pladser.
Fra pressemeddelelsen er der desuden uddybet:
Strukturen er unik, fordi den giver klubberne mulighed for at kæmpe på deres rette niveau. Pro A-holdene får flere kampe mod de bedste hold og kan på den måde fortsat konkurrere på det absolut højeste niveau.
Samtidig vil Pro B-klubberne opleve en større fleksibilitet, som giver mulighed for at få opbygget en stærk organisation, mens de samtidig møder både de stærkeste hold i Danmark, men også hold på samme niveau i Pro B. På den måde tager de et skridt i den rigtige retning, uden man risikerer, at Pro B-klubberne drukner i den store udfordring, det tidligere har været at skulle tage skridtet op i Basketligaen.
Det giver samtidig håb om, at man i den nærmeste fremtid vil kunne se frem til, at endnu flere hold er klar til at prøve kræfter med Basketligaen.
– Vi har lavet en undersøgelse af, hvad der er de store udfordringer for at en klub vil spille i ligaen. Med denne nyskabelse er der flere hold, der ønsker at være en del af udviklingen, som med tiden vil gøre dem til ligaklubber. I 2020 håber vi, at der minimum er 12 hold i Basketligaen, siger formanden for Basketligaens bestyrelse, Lennart Jensen.
Spændende tider
Basketball er en sport med vokseværk, og det er blevet bevist, at man også i en basketnation som Danmark kan nå langt. I denne sæson har Bakken Bears oplevet enorm succes på den europæiske scene med en semifinaleplads i FIBA Europe Cup. Samtidig er landsholdet på vej frem, ligesom medlemstallet i dansk basket er steget med over 11%.
Det nye Basketliga-koncept er derfor også designet til, at give flere af de gode, unge danske spillere en mulighed for at spille på højt niveau, samtidig med at klubberne har mulighed for bedre at kunne udvikle sig i en retning, hvor de både kan konkurrere nationalt og i sidste ende også internationalt.
Igen i år er antallet af tilskuere til kampene i Basketligaen vokset – med 18% – og dermed har klubberne og ligaen bevist, at sporten bliver mere og mere populær og kendt i landet.
Med en liga på 10 hold, succes på den europæiske scene og en ny mulighed for klubudvikling i Basketliga-regi, ser Basketligaen lyst på fremtiden.
Casper er 34 år og partner i Fullcourt.dk Aps. Han står primært for den daglige drift af virksomheden bag hjemmesiden, og sørger for at al det tekniske omkring siden fungere. Derudover bidrager han med korte artikler og posts fra primært dansk basket.









































































