I lørdagens åbningskamp i Basketligaen tørnede BK Amager sammen med Svendborg Rabbits. De sydfynske Kaninerne gik ind til kampen med håbet om at kunne kickstarte jagten på sidste sæsons succes med en sejr, men hjemmeholdet fra Amager ville det anderledes.
BK Amager sendte Svendborg hjem til Fyn med et nederlag på 91-83 i sæsonens første kamp. I sidste sæson var det først i kamp syv, at Svendborg fik sæsonens første nederlag.
Optimisme
Lørdagens hjemmehold har således fået en drømmestart på den nye sæson, og holdets nyansatte cheftræner, Lars Klussmann, tror, at sejren mod Svendborg Rabbits vil blive husket i lang tid. Samtidig vil kampen være en reminder om, hvad holdet er i stand til.
“Vi har øvet og forberedt os i en måneds tid, og i går (lørdag, red.) gik alle tingene op i en højere enhed. Med sejren har vi sat barren højt for, hvad vi kan præstere i de kampe, hvor vi kan få tingene til at klikke,” siger Lars Klussmann til Fullcourt.dk. og uddyber:
“Jeg er 100% sikker på, vi kommer til at bruge sejren mod Svendborg senere i sæsonen som direkte sammenligning til situationer, hvor vi skal minde os selv om, hvad vi er i stand til, og at vi har et højt niveau. Det her var måske vores top niveau, og over de næste fem-seks kampe skal vi finde ud af, hvad der er vores ´rigtige´ niveau, og det må tiden så vise,” siger Lars Klussmann.
I BK Amager-lejren er der masser af tilfredshed at spore efter den flotte sejr i sæsonpremieren, og Klussmann hæfter sig ved flere positive ting fra opgøret: eksempelvis det faktum, at Amagerkanerne blot smed 12 bolde væk mod et forventet tophold i Basketligaen, når de i sidste sæson havde et turnover-snit på knap 22 per kamp.
“Vi gik ind til kampen mod Svendborg med et mål og forhåbningen om, at vi kunne spille lige op med dem i dele af kampen. Og så havde vi en “fantasi-forventning” om, at hvis alt det flaskede sig, kunne vi komme afsted med en sejr – og det gjorde vi så. Vi spillede rigtig godt gennem 40 minutter, og det er jeg meget stolt af,” fortæller han.
Hvad blev udslagsgivende?
Et gennemgående tema i reaktionerne på kampens resultat har været, at Svendborgs akilleshæl i opgøret mod Amager var de mange afbud. Fire spillere, Anton Harbo, Brantley Bynum, Tyrell Kirk og Jacob Enevold Jensen, kom ikke i aktion grundet skader, mens nytilknyttede Kentwan Smith endnu mangler at få sin spilletilladelse på plads.
Hos Svendborggenserne debuterede kampens topscorer med 25 point Devin Whitfield, Jaylen Aaron Fornes, Omar Shiddo og Tope Ola Arikawe. Derudover gjorde Jonas Larsen comeback i Basketligaen. Sidst Larsen så minutter i en kamp i Basketligaen var i sæson 2011/12 – dengang for Horsens IC. Kampen mod Amager var ligeledes hans første i Rabbits-trøjen.
Men ifølge BK Amager-cheftræneren er de fem spilleres fravær som forklaring på nederlaget ikke helt holdbar.
Hvad kan i tage med fra sejren mod Svendborg?
“Vi kan tage det med, at vi slog Svendborg, som har et budget, der er omkring en syv-otte gange større end vores. I kampen i går, ligegyldigt hvad der bliver sagt, spillede de med fem udlændinge, de har valgt at tilknytte holdet. Jeg er klar over, de har et budget, der måske rækker til otte eller ni udlændinge, men med al ære og respekt for sidste sæsons top seks-hold bør fem udlændinge i princippet være nok,” siger han og tilføjer:
“Men med det sagt er jeg sikker på, de nok skal få det til at lykkes som sæsonen skrider frem.”
Næste gang BK Amagers skal i ilden er den 28. september, hvor Værløse Blue Hawks venter i Søndersøhallen.
Jeg er sidens redaktør for Basketligaen og har været det siden februar 2021. Jeg er 21 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe.
