Der var lagt op til en spændende kamp mellem Svendborg og Horsens, efter deres seneste opgør blev afgjort efter overtid.
Anderledes fra sidste opgør var dog, at der var debut til Horsens’ nye amerikanske guard Dominique Hawkins, der på papiret må betrages som en stor forstærkning.
Der var et stort fremmøde i Kaninhulen, hvor mange svendborgensere var mødt op for at støtte byens hold. De fik dog stor modstand på lægterne fra de altid støttende Horsens-tilhængere, som var mødt talstærkt op på Sydfyn.
Kampen startede tæt, og begge hold havde svært ved at få gang i angrebet. Halvvejs inde i første periode begyndte skuddene at falde for udeholdet, og de trak hurtigt fra mod slutningen af perioden.
Kaninerne fra Sydfyn havde tydelige problemer under kurven, og særligt Kevin Larsen havde hjemmeholdet utroligt svært ved at styre. Kevin Larsen scorede hele ni point i første periode, og Horsens kunne gå til pause foran med otte point.
Det var tydeligt, at Svendborg skulle stoppe Kevin Larsen for at have en chance for at komme tilbage i kampen, og det var uden tvivl det helt store emne i pausen for hjemmeholdet.
Kaninerne kom stærkt fra start i anden periode, og fik hurtigt lukkede Horsens’ 8-points forspring. Særligt hjemmeholdets Sebastian Åris og Jacob Enevold kom ud med massere af energi, og de var en stor del af grunden til, at Svendborg kom tilbage i kampen.
Horsens-træner Arnel Dedic var slet ikke tilfreds med holdets forsvar, og stoppede derfor det hele med en timeout. Her fik han sparket gang i De Gule igen, og de kom ud med fornyet energi.
Udeholdet fik åbnet et nyt forspring op, og takket være en stærk holdindsats kunne de gå til pause foran med otte point. Fælles for begge hold var, at de ikke havde tur i den bag trepointslinjen. Svendborg havde blot to scoringer fra distancen i første periode, mens Horsens havde tre.
Tendensen med at Svendborg kom stærkt ud efter pauserne fortsatte, og med en stærk start på tredje periode, blev forspringet skåret ned til to point.
Horsens-træner tog endnu engang en timeout for at få styr på tropperne, og de viste endnu engang, hvorfor de har været i finalerne de seneste tre år.
Horsens spillede en stærk tredje periode, og det var tydeligt at bredden på udeholdet betød meget. Horsens gik til pause med en føring på 55-42, hvoraf Horsens’ bænk havde scoret 21 point. Til sammenligning havde Svendborgs bænk blot scoret ni point.
Fjerde periode startede endnu engang med et hurtigt run fra hjemmeholdet, inden De Gule fra Horsens igen fik fat og trak fra.
Svendborg kom aldrig med i kampen i fjerde periode, og kampen endte med en komfortabel sejr til udebanefavoritterne fra Horsens på 64-77.
Kevin Larsen spillede en stærk kamp for Horsens og sluttede med 20 point samt ni rebounds. Også Vedran Borovcanin spillede en stærk kamp og sluttede 18 point. Det blev til 20 minutter på banen for debutanten Dominique Hawkins, som havde det svært og tydeligt skulle vende sig til at spille i Danmark.
For Svendborg spillede Michael Moore endnu engang en stærk kamp med 22 point og ni rebounds.
Kampafgørende var som tidligere nævnt Horsens’ bredde. Udeholdets bænk sluttede med 30 point, hvilket i den grad må siges at være godkendt. Svendborgs bænk havde derimod store problemer med at producere point, og sluttede med blot 11 point, som alle sammen kom fra Nana Harding.
Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.









































































