Hver måned vil vi på Fullcourt kåre Månedens Hold og Månedens Spiller. Vinderne er blevet fundet efter en afstemning på vores Basketliga-redaktion. Januar har budt på rigtig mange gode præstationer fra mange forskellige spillere, hvor især der især var tæt løb om guard-positionerne, men også i afstemningen om Månedens Spiller var stemmerne bredt fordelt.
Det er vigtigt at understrege, at det er en kåring bygget på individuelle præstationer, og ikke holdenes. Med det sagt, så tæller det selvfølgelig op, hvis man har været med til at bidrage til mange sejre for sit hold.
Månedens hold består af to guards, to forwards og en center. Alle noterede stats er kun fra januar.
Månedens Hold
August Haas (BMS Herlev Wolfpack): 5 kampe, 21 point, 4,6 rebounds, 7 assists og 2,4 steals.

FN Sportsfoto
August Haas har igennem hele sæsonen været en af ligaens bedste playmakere, men i januar har han også taget scoringsbyrden på sig. Han har samtidig været aktiv i forsvarsenden og er blevet en leder i begge ender af banen. Næste skridt for Haas må være at ramme sine straffekast (skyder 40% for sæsonen), med hans drive mod kurven kan han blive ustoppelig, hvis modstanderne ikke kan sende ham på linjen.
Sebastian Åris (Svendborg Rabbits): 5 kampe, 22 point, 3,4 rebounds, 4,6 assists, 1,4 steals.

Foto: FIBA
Sebastian Åris har været en fast del af Basketligaen igennem en årrække, men de sidste to måneder har han lagt et nyt niveau på. Ligesom August Haas har han taget et nyt ansvar scoringsmæssigt, og han har været rødglædende fra 3-pointslinjen.
Chris Nielsen (Randers Cimbria): 3 kampe, 26,6 point, 7,3 rebounds, 10,3 assists, 2,3 steals.

Foto: Sam’s Photos
Borgmesteren fra Randers fortsætter bare. Det er kun blevet til tre kampe i januar, men her i blandt leverede han årets bedste præstation, da han havde en 45-points triple-double mod BK Amager. Samtidig har han lavet over 10 assists i alle kampene. Når Chris Nielsen rammer dagen, er han stadig ustoppelig.
Deshawn Stephens (Bakken Bears): 5 kampe, 16,4 point, 6,6 rebounds, 2,2 assists, 1,8 steals, 1,4 blocks.

www.ry-foto.dk. Fotograf: Per Bille
Desahwn Stephens har været på alle Månedens Hold sæsonen igennem. Vanvittig stabil spiller for Bakken, og han leverer bare konstant i begge ender af banen. Han er et niveau over de fleste andre i Basketligaen, når det kommer til atletiske evner og afslutninger omkring kurven.
Tyler Creammer (Copenhagen Basketball): 16,2 point, 13,6 rebounds, 1,6 assists, 1,6 blocks.

For anden måned i træk er Creammer center-spilleren på Månedens Hold. Har været ligaens bedste rebounder, og i januar snitter han vanvittige 13,6 rebounds pr kamp. Der mangler måske lidt finesse til tider, men han er klog og en rigtig dygtig forsvarsspiller.
Månedens Spiller: Sebastian Åris (Svendborg Rabbits)

Sebastian Åris er vores Månedens Spiller. Han har været vanvittig dygtig i begge ender af banen, og har formået at lægge et nyt niveau på hans spil. Kan han holde det resten af sæsonen, så har Svendborg en meget bedre mulighed for at tage medaljer.
Jeg er Fullcourts chefredaktør. Jeg har det overordnet ansvar for sidens indhold, og jeg brænder for alt basketball, hvor jeg bidrager til både NBA- og Basketligadelen af siden.









































































