fbpx
Connect with us

Hi, what are you looking for?

Bakken Bears

Finaletid!

1. Svendborg Rabbits vs. 2. Bakken Bears

Endnu engang står de to bedste hold overfor hinanden i en finaleserie. Svendborg har været suveræne i denne sæson, og har slået Bakken Bears alle tre gange de har mødtes i ligaen. Derfor er kaninerne fra Sydfyn også favoritter til at vinde mesterskabet. Bakken Bears har dog fået gang i spillet, og viste i de sidste to kampe mod HIC at de har en rigtig stærk starting line-up.

Serien bliver utrolig intens, med to hold der har selvtilliden i orden, og som har stærke hjemmebaner. Svendborg Rabbits har fordelen af flest hjemmebanekampe, og den afgørende i syvende kamp, hvis det skulle komme så langt.

En af Svendborgs styrker er at holdet er helt afklaret omkring deres roller. Kemien på holdet er fantastisk, og spillet er meget flydende. Spillere som Adama Darboe, Donald Rutherford og Mikkel Plannthin er de tre største offensive trusler på Svendborgholdet. Dog har Greg Washington også spillet rigtig gode kampe i sæsonen, og især mod Bakken Bears har Washington skudt godt fra distancen.

Bakken Bears måtte gå væk fra deres udskiftningstaktik mod Horsens og spille med de stærkeste spillere i de sidste to kampe. Holdet vandt som bekendt de to kampe, og især Andreas Jakobsen viste sin betydning for bjørnene. Andreas er i mine øjne den vigtigste spiller for Bakken Bears da han er en af de få spillere der virkelig kan komme til ringen, og få forsvaret ud af position. En anden spiller som er dygtig til at komme til kurven, især i transition, er Charlie Parker. Parker pådrog sig en skade i kamp 5 mod Horsens IC, og skulle være ude, ihvertfald til den første kamp. Hvor mange kampe han misser er stadig uvist, men det er klart en svækkelse for Bakken Bears at skulle undvære Parker.

Jeg tror at vi får en serie der kan gå begge veje, men som vil være fyldt med intense kampe. Bakken Bears sluttede utrolig fysisk af mod HIC, på grænsen, og ofte over grænsen, af det lovlige, og det spil vil de fortsætte mod Svendborg. Jeg tror dog på at Svendborg Rabbits har så stærke spillere, og især guards, at det ikke vil kunne slå Svendborg ud af kurs.

Som skrevet tror jeg serien kan gå begge veje, men at hjemmebanen kan være afgørende. Jeg spår derfor at serien kommer i en syvende kamp, hvor Svendborg til sidst kan stå med pokalen.

Svendborg Rabbits 4 – 3 Bakken Bears

Kamp 1:

Bakken Bears var igennem en noget hårdere serie end Svendborg Rabbits og måtte ændre deres filosofi undervejs for at komme til finalen. Spørgsmålet er om Bakken Bears kan komme blæsende ud som de gjorde mod Horsens i de sidste to kampe. Morten Sahlertz erstatter højst sandsynligt Charlie Parker i starting line-up, og selvom man mangler sin amerikanske spiller, er Sahlertz en god erstatning, også selvom han spillede en horribel kamp 5 mod HIC. Bjørnene måtte finde en 2-3 zone frem for at slå Horsens IC, og det bliver spændende at se om de starter med den samme slags forsvar i denne første kamp.

Svendborg Rabbits har haft en uge til at få nye ting på plads, og gøre sig klar til at møde Bakken Bears. Holdet har masser af selvtillid da de som tidligere skrevet har slået Bakken Bears alle tre gange i den regulære sæson. En af tingene som Svendborg bør have forberedt sig på, er hvordan de får sat Andreas Jakobsen væk fra feltet da han er en af de få Bakkenspillere der har gennembrudskraft på stabilt niveau.

Jeg tror på en sejr til hjemmeholdet fra Svendborg, da de har set stærkest ud, både i løbet af sæsonen, men også slutspillets semifinaler. Det bliver en intens atmosfære i Svendborg Idrætscenter og jeg håber og tror på at denne kamp bliver startskuddet til en historisk finaleserie.

Svendborg Rabbits +4

Skrevet af

Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.

Andre artikler med dette emne