Vi fortsætter med at give ledelsen ordet til basketligaklubberne, og er denne gang nået til Kronjylland, hvor sølvvinderne fra Randers Cimbria PRO har hjemme.
Vi har taget en lille snak med Administrerende Direktør Katja G. Jønsson om den kommende sæson:
“Randers Cimbria PRO har brugt sommeren yderst fornuftigt og har landet en roster som igen kan tage kampen op med de andre medaljekandidater” udtaler hun og fortsætter: “Det er i vore øjne et klart forstærket hold der møder sæsonen 14/15 med en solid tro på, at målsætningen om et mesterskab er realistisk. Dog skal vi blankt indrømme, at vi også ser forbedringer hos flere af de andre hold og konkurrencen i toppen af basketligaen er skærpet, hvilket betyder at Randers Cimbria PRO skal yde sit absolut bedste for at nå målet”
Hvilken handel har været den sværeste at få i land – og hvilke problematikker oplever I i forbindelse med handler?
Til spørgsmålet om hvilken handel der har været den sværeste at få “hevet i land” svarer hun kort og godt: “Vi er yderst tilfredse med at have signet alle vore udenlandske profiler, som alle kan siges at bidrage til at nå vores mål. Derudover er vi meget glade for at vi som organisation fremstår så attraktiv, at vi har kunne tiltrække profiler fra Sjælland – Joe Benjamin, Rasmus ”Moose” Christensen og Chanan Colman”
Head Coach Vladimir Ruzicic er den største forandring i klubben
“Med Morten Hansens afgang er det nu ca. 50 % af holdet der skal til at vænne sig til en ny stil og det ser allerede særdeles spændende ud. Vladimirs tiltræden betyder også, at både PRO- såvel som breddeafdelingen får muligheden for ny inspiration og en kompetenceindsprøjtning der forhåbentlig kan bidrage til at skabe nye talenter på både spiller- og trænerfronten”
Målsætningen til den kommende sæson.
“Som det eneste hold i ligaen var vi klare i spyttet om vores målsætning sidste sæson – vi ønskede at vinde mesterskabet. Den målsætning står vi ved. Responsen på vores udmelding var fantastisk positiv og blev godt modtaget – ikke mindst fordi vi rokkede ved hierarkiet der har tegnet dansk basket de seneste mange år. Efterfølgende har det været en ligeså stor fornøjelse at konstatere, at basket-Danmark ikke lider af Janteloven og til gengæld hilste initiativet og udmeldingen velkommen. Det er vi selvfølgelig også meget taknemmelige for – det giver energi og motivation til andre ambitiøse tiltag. Vores fokus er fortsat på at skabe en organisation der også forretningsmæssigt kan manifestere sig som en væsentlig faktor i dansk basket og hvis vore tiltag begynder at bære frugt som vi har planlagt, så kan vi også konsolidere Randers Cimbria PRO som en stærk lokal aktør der også evner at skabe arbejdspladser og på anden måde bidrage til lokalsamfundet – herunder også breddeafdelingen Randers Cimbria”
Herefter spurgte jeg: “Hvordan ser du udviklingen i basketligaen og hvor er Randers Cimbria PRO om 5 år? ”
“Ligaen gennemgår i denne tid en ganske markant udvikling, hvor flere klubber melder ambitiøst ud – ikke bare på det sportslige område. Det kan man kun hilse velkommen og det gør vi også i Randers Cimbria PRO.
Dog er vi heller ikke blinde for de mange udfordringer det giver for flere aktører end blot den enkelte klub/organisation. Alt det der foregår i ”kulissen” skal jo favne de forskellige interesser og ambitioner, og samtidig også indtage en styrende rolle og måske endda initiere yderligere retning samt udvikling.
Udviklingen i ligaen såvel som i dansk basket generelt, skal ikke kun drives af mere eller mindre tilfældige tiltag fra den enkelte klub, men i højere grad drives af de mange instanser, herunder ligaråd/udvalg, som i højere grad må påtage sig et ansvar og fremstå mindst lige så ambitiøse som flere af klubberne allerede fremstår. Altså en mere visionær, strategisk og udviklingsorienteret tilgang til opgaven med at løfte dansk basket – herunder ligaen.
Dette vil også styrke udviklingen af landsholdet, som vi i Randers Cimbria PRO mener, skal have endnu bedre betingelser i årene fremover. Udviklingen de seneste år har jo genereret nogle talentfulde spillere og de skal da også vises frem på landsholdet, som derved kan blive det flagskib det rettelig bør være.
Sættes dette i system vil det uden tvivl betyde, at vi om 5 år har 4-5 danske hold med i de europæiske turneringer – det er blandt andet det vi drømmer om i Randers Cimbria PRO – og vi agter at gå efter drømmen!
Randers Cimbria PRO har første hjemmekamp den 9 oktober kl 19:15 mod Bakken Bears i Arena Randers. Kampen vises på DK4, og de åbner altså Basketligaen med et brag af en kamp, i måske Danmarks flotteste Arena.
Læs også hvad de andre hold i ligaen har at sige:
Ledelsen har ordet – Værløse BBK i fokus
Ledelsen har ordet – Bakken Bears i fokus
Ledelsen har ordet – Copenhagen Wolfpack i fokus
Ledelsen har ordet – Team FOG Næstved i fokus
Ledelsen har ordet – SISU i fokus
(Foto: Randers Cimbria)
Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.









































































