Lige for at få den af banen til at starte med. Ja, det er meget tidligt på sæsonen – og ja, Pro A holdene er ikke spillet ordenligt sammen endnu. Ikke desto mindre, så synes jeg dog, at vi ser tegn på, at forskellen mellem Pro A og B er ved at blive mindre.
“Farmer hold” eller kompetente modstandere?
Siden indførslen af Pro A og Pro B, har vi ikke set mange kampe, hvor et Pro B hold har sejret over et Pro A hold. Sidste sæson skete det kun tre gange, da Wolfpack slog Bakken Bears og Svendborg Rabbits, mens Værløse også tog en sejr mod Rabbits. Langt de fleste kampe mellem de Pro A og B endte med store sejre, hvor man aldrig var i tvivl om resultatet.
Denne sæson er heller ikke startet med nogle Pro B sejre mod Pro A. Men der har alligevel været positive tendenser, når vi ser på niveauet i kampene. Copenhagen Basketball spillede lige op med Bakken Bears i én periode og lige op med Horsens IC i tre perioder. Bears Academy er startet sæsonen med to smalle nederlag til Team FOG Næstved og Randers Cimbria, hvor de i begge kampe var foran i lange perioder. Det giver bare mere til ligaen, når der er spænding i kampene, og resultaterne ikke er givet på forhånd.
Før sæsonen snakkede jeg med Thomas Hemmingsen, cheftræner for Bears Academy. Han havde også en klar positiv indstilling til det at skulle spille mod Pro A hold.
“Jeg kan godt lide, at der er den opdeling. Det er bare en udfordring, når man som Pro B hold, skal op at se, om man kan spille med Pro A holdene. Der er jo ikke de store forventninger, når man skal spille mod de hold. Jeg synes altid, at det er sjovt at spille mod hold, der på papiret er bedre end en selv. Man slipper ikke afsted med kun at gøre tingene 90% godt,” fortalte han til Fullcourt.
Jacob Vistisen fra Bears Academy fortalte også inden sæsonen, at han var træt af at termer som “farmerhold” blive sat på mandskabet, for de går ind til hver kamp for at vinde den. Og selvom det ikke er blevet til nogen sejrer endnu, så er det alligevel lykkedes for Bears Academy holdet at vise, at de kan spille med de bedste på deres gode dage.
Pro B klubber på vej fremad
Tidligere på året skrev jeg en artikel omkring fremtiden for Basketligaen. Dengang fortalte kommisæren for Basketligaen, Geof Kotila, at Pro A og Pro B ikke var en holdbar løsning. Han håbede på en ny samlet Basketliga inden for få år, hvor han nævnte BMS Herlev Wolfpack som første kandidat til at “rykke op”.
I øjeblikket er der dog ikke det store alternativ til at have en Pro B. Jeg snakkede med Susie Heede, cheftræner for Værløse Blue Hawks, inden sæsonen, og hun ser bestemt ikke Pro B som noget negativt at have.
“Det ville da være fantastisk, hvis vi havde en professionelliga, hvor vi havde 10 hold, der konkurrerede, så det baskede, men den her liga var ingenting, hvis der ikke var nogle Pro B hold. Hvis Pro A holdene skulle spille selv, så ville de jo ligne Dameligaen, hvor der kun er fem hold,” siger hun.
Hun ser også forskellen mellem de to dele af ligaen blive mindre hvert år.
“Jeg synes, at Pro B klubberne arbejder sig fremad med at blive mere stærke ressourcemæssigt, og det synes jeg, at vi skal have noget kredit for. Jeg synes faktisk, at Pro B klubberne gør en helveds masse for at blive bedre og kunne konkurrere med Pro A klubberne,” siger Susie Heede.
Hun nævner også, at især den økonomiske forskel gør det svært for Pro B klubberne, hvor nogle af dem spiller med en tiendedel af budgetterne af Pro A klubberne.
“Det er sgu svært med den økonomi og den position basketball har i Danmark. Vi trænger til at få noget mere opmærksomhed på sporten,” siger hun.
Selvom der stadig er en tydelig forskel mellem Pro A og B, så har det alligevel været befriende at se på årets sæsonstart, at de ikke bare lægger sig ned. Det har givet fede kampe, der har været værd at se. Det kan give forhåbninger om en sæson, hvor det hele bliver lidt mere uforudsigeligt.
Jeg er Fullcourts chefredaktør. Jeg har det overordnet ansvar for sidens indhold, og jeg brænder for alt basketball, hvor jeg bidrager til både NBA- og Basketligadelen af siden.









































































