Kort inden sæsonstart kan Aalborg Vikings nu præsentere de sidste spillere, som fuldender dette års trup. Allan Jørgensen og Malte Thiel, samt Jonas Eleraky og Frederik Chlander. Dermed er truppen hos Aalborg Vikings fuldendt og klar til den nye sæson skriver klubben i en pressemeddelelse. Headcoach for Vikingerne Mads Olesen er selvfølgeligt glad for den bredde som truppen rummer i år.
Vi har utroligt mange spillere at tage af i år og konkurrencen om pladserne på holdet er skærpet i forhold til sidste sæson. Jeg håber og tror på, at det kan hæve vores niveau i forhold til den daglige træning og ikke mindst vores vilje til at vinde i år.
Under kurven mistede Vikings to stærke spillere over sommeren i form af Sami Eleraky og Tony Bishop, men med tilgangen af Allan Jørgensen, ser det lysere ud for Aalborg Vikings. Den 27-årige Allan Jørgensen er 203 cm høj og har foruden at optræde for diverse ungdomslandshold, samt vundet et dansk mesterskab med Bakken Bears i 03/04 sæsonen. En slem skade medførte dog en lang skadespause for Jørgensen, men han er nu klar til at vise sit værd.
Samtidig er den 18-årige Malte Thiel igen med for vikingerne. Han var med i truppen sidste sæson, men fik ingen spilletid. Det ser dog ud til, at det unge talent kan se frem til at prøve sig af mod de aller bedste i Basketligaen i denne sæson og klubben har store forventninger til at Thiel om et par år kan blive en profil for holdet.
Som et led i deres udvikling, er Jonas Eleraky og Frederik Chlander blevet rykket op på førsteholdet og er en del af den daglige træning for vikingerne. Det skal være med til at fremme deres allerede gode udvikling og give dem blod på tanden til at blive en del af de stolte vikinger.
Med truppen på plads, kan Aalborg Vikings nu se frem til en sæson, hvor de skal vise deres værd efter sidste års slutspilsplads. Eliteansvarlig Christian Hamborg fortæller:
Vi havde en godkendt sæson sidste år med en smal trup og derfor ser jeg lyst på vores muligheder i denne sæson. Vi har formået at skaffe en bred trup med mange spillere, der kan gøre sig gældende på liganiveau, samt et par profiler, der kan bære os frem. Jeg synes, at vi står godt i år til mindst at gøre sidste års resultat efter og formentlig også kravle længere op i tabellen og for alvor konsolidere os som midterhold i Basketligaen.
Historie:
Malte Thiel, Jonas Eleraky og Frederik Chlander er alle spillere af egen avl i Aalborg Basketball Klub og de har spillet sig op gennem diverse ungdomshold. Thiel og Chlander er begge 18 år gamle og Jonas Eleraky er 16 år, som er lillebror til stortalentet Sami Eleraky.
Allan Jørgensen fik sin basketball opdragelse hos Lundergaard Basketball i Hjørring. Han har som spiller også været med til at skabe en gedin overraskelse, da han vandt et mesterskab med Frederikshavn Basketball Klub. Derudover har han vundet mesterskabet med Bakken Bears, hvorefter det blev til lang pause fra basketball.
Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.