Team FOG Næstved stod onsdag overfor sæsonens første styrkeprøve, da de krydsede klinger med sidste sæsons pokalmestre, Svendborg Rabbits, i Rise Sparekasse Arena på Sydfyn.
Før opgøret med Svendborg havde Næstved sejret i tre kampe ud af tre mulige. Modstanderne i de første tre kampe hed Værløse Blue Hawks, BC Copenhagen og BMS Herlev, så Kaninerne var Næstveds første møde med et af topholdene fra sidste sæson og dermed også den første helt store styrkeprøve.
Team FOG Næstved klarede skærene og besejrede Svendborg Rabbits med 85-97 i en kamp, hvor gæsternes Mike McGuirl udmærkede sig. McGuirl, der kom til Næstved forud for denne sæson efter et collegeophold hos Kansas State Wildcats, scorede hele 40 point og ramte ti skud bag trepointslinjen.
McGuirl har imponeret i holdets første fire kampe og må derfor siges at være med i den tidlige Most Valuable Player-snak.
Skade til Lull
Opgøret fik ikke overraskende en jævnbyrdig start, hvor de to mandskaber så hinanden og fulgtes ad.
Efter tre minutters spil trådte den nye Svendborg Rabbits-spiller Kentwan Smith ind til sin debut. Smith er ikke et nyt navn i Basketligaen, idet han har en fortid i netop Team FOG Næstved. Smith tørnede ud for det sydsjællandske mandskab i sæsonen 2018/19.
Første halvdel af første periode forløb med Svendborg i front, men udeholdet tog så småt over efter seks minutter spil. Efter kampens første ti minutter havde Næstved en lille føring på 17-22.
Det var dog næppe den fine start, der udelukkende prægede tankerne hos Næstveds cheftræner Andy Hipsher hen mod slutningen af første periode. Dette skyldes, at Næstved-profilen James Lull med et enkelt minut tilbage af første periode pådrog sig det, der lignede en ankelskade.
Den 213 centimeter center forlod banen i smerter og vendte aldrig tilbage til kampen. Fraværet af Lull, der over de første fire kampe snitter 13,8 point og 8,3 rebounds, betød, at coach Hipsher måtte bruge de to danske landholdsemner Mathias Bak Christensen og Martin Poulsen på center-positionen.
Efter første halvleg var Næstved i front med cifrene 38-47.
McGuirl dominerede
Svendborg Rabbits kom ud til anden halvleg med fornyet energi og tro på tingene. Alligevel var Svendborg-mandskabet udfordret af et velspillende Team FOG Næstved-hold, der tidligt på sæsonen har fået tingene til at klikke. Tredje periode sluttede helt tæt, hvorfor Svendborg var bagud med ti point, 63-73, inden fjerde periode.
Så det var ingenlunde fordi, at kampen var blevet afgjort inden kampens sidste ti minutter. Svendborg startede fjerde periode stærkt og fik hurtigt indhentet seks point på Næstved. Devin Whitfield, der var Rabbits´ helt store oplevelse i opgøret, scorede to hurtige treere, der gjorde, at Svendborg var bagud med 69-73.
Men Næstved svarede hurtigt tilbage med to trepointsscoringer af Næstved-profilerne Mike McGuirl og Rodney Chatman, hvilket var meget symptomatisk for kampen.
Team FOG Næstved hentede en flot sejr i Svendborg på 85-97.
Mike McGuirl blev kampens topscorer med 40 point. McGuirl var yderst imponerende fra distancen, hvor han skød ti for 13. Til sammenligning scorede Svendborg som hold otte treere.
Nok var det McGuirl, der stjal overskrifterne med sine 40 point, men på Svendborg-holdet var der også en spiller, der fik sat sig selv i fokus. Devin Whitfield scorede 37 point og tog ti rebounds.
Næstveds Ian Dubose leverede 19 point, syv rebounds og ti assists og var således tæt på en Triple-Double.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)









































































