Første april tabte Bakken Bears en tæt kamp mod Horsens IC i Vejlby Risskov Hallen i det første opgør i semifinaleserien. Kampen udviklede sig intenst og overraskende nok vandt gæsterne fra Horsens med et enkelt point. Efter nederlaget gik Bakken direkte ud i omklædningsrummet og stillede ikke op til interview, som ellers er rutinen efter DK4’s transmissioner. I andre TV-dækkede sportsgrene, eksempelvis superligaen, ville den optræden formentlig have kostet klubben en bøde eller i bedste fald sanktioner fra TV-kanalen. Hos DK4 tager man det anderledes roligt, selvom man beskriver Bakken Bears udeblivelse fra interviewet efter kampen som ”pinlig”.
”Modsat mange øvrige tv-aftaler er vores aftale med DBBF og Ligaen et meget tæt samarbejde. Så når det sker en gang imellem, at der dukker et løstgående missil op, der ikke ønsker at bidrage til samarbejdet, ja så skal det ikke ødelægge noget i forhold til den overordnede plan,” lyder det fra sportschef Kristian Hyldgaard.
Ønsker ikke regelrytteri
I DBBF har man ingen sanktioner klar, da der tidligere ikke har været problemer med at få klubberne til at stille op til interview. Forbundet understreger dog at skulle problemet fortsætte, må man gøre noget. I løbet af de seneste syv år har DK4, forbundet og Basketligaen arbejdet på at gøre basketball endnu større i Danmark. Hver især med deres bagland og interesser. Hos DK4 værner man om produktet, som er basketball, men ønsker ikke regelrytteri eller tilstande som i andre sportsgrene. Det er dog på nuværende tidspunkt ikke aktuelt ifølge DK4, hvor fokus er på udvikling og samarbejde.
”Som jeg ser det, kan ordlyden af en tv-kontrakt være mere begrænsende end progressiv. Den er nødvendigt rent juridisk, selvfølgelig. Men det er der slet ikke fokus på, og det har netop været styrken i partnerskabet i gennem årene. Der er ingen der har stået på sidelinjen og peget fingre af hinanden og fokuseret på petitesser. Vi har jo det samme mål, at gøre basketball endnu større i Danmark,” siger Kristian Hyldgaard, der samtidig stiller visse krav til forholdene i klubberne.
DK4 vægter valg af tv-kampe
Basketball-transmissionerne er dyre TV-produktioner for DK4. Derfor forventer man også, at det sportslige produkt og ikke mindst rammerne for produktionerne er i orden. Så hvis der fra klubbernes side ikke leves op til standarderne er der ”forskellige knapper” der kan trykkes på, hvis det bliver nødvendigt. Det betyder, at nogle klubber bliver mindre attraktive end andre.
”Det er klart, vi vægter vores valg af tv-kampe ud fra, hvor man som TV får det bedste produkt og de bedste forhold. Og her er det ikke kun det sportslige der tæller. Det er antallet af Aalborg Vikings tv-kampe i denne sæson, et godt eksempel på,” siger Kristian Hyldgaard, der understreger, at for DK4 handler det også om kroner og øre.
”Vores målsætning er naturligvis, at det er en forretning for os. I den forbindelse er der mange parametre der spiller ind. Lige fra reklameslag, sponsorater, partnerskaber, branding og distribution,” slutter sportschefen.
- Læs også: Optakt til 4. DM-finale – Rabbits + 5
- Læs også: Jesper Brixen: Dommerne skræmmes væk
Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.



































































