Vi er kun få dage fra at Eurobasket 2015 skydes igang i Riga, Berlin, Montepellier og Zagreb, og landsholdene får ikke flere chancer til at prøve sig ad.
De sidste kampe blev spillet søndag aften, og herunder kan i se den endelige form for de ti bedste landshold i øjeblikket i Europa.
Serbien forbliver det absolut mest formstærke hold inden EM. Set på baggrund af de hold serberne har mødt, den trup de har med til EM, så er de ret store favoritter til at gå hele vejen i øjeblikket med den form de er i, og den selvtillid de spiller med. Den sidste uge har budt på to sejre over Slovenien.
Frankrig er lige i r**en på serberne og er sammen med dem de to mest formstærke hold. Frankrig har et fantastisk trup fyldt med profiler fra både NBA og Europa og det bliver ekstremt spændende at følge dem i år, hvor de er på hjemmebane og selvfølgeligt ekstremt sultne efter at vinde EM på egen hjemmebane. De har i den sidste uge op til EM slået Tyskland i to omgange.
Spanien bliver ved med at møde de ‘’små’’ hold fra Europa, og det er SÅ svært at placere dem et sted i øjeblikket. De har ikke tabt en eneste kamp op til EM, men sejrerne er bare kommet over knap så gode landshold. Deres trup er dog som altid stærk, og på baggrund af dette samt deres resultater får de lov til at blive på en tredjeplads, men stadigvæk store favoritter til at snuppe guldet. Den seneste uge har budt på sejr over Makedonien og Tjekkiet.
Kroatien har et år et fantastisk landshold fyldt med profiler. De har mødt nogle rigtig gode hold i deres træningskampe, og det har været utroligt svært ikke at skubbe dem længere oppe af listen. En ting er dog sikkert, kroaterne kommer til at nå langt, og er efter Spanien, Frankrig og Serbien den næste favorit til at snuppe en af de tre medaljer ved EM. De har i sidste uge slået Estland, Israel og Bosnien&Herzegovina.
Italien har ligesom kroaterne et utroligt spændende hold fyldt med profiler fra både NBA og Europa. Et hold der ligeledes kan anses som potentielt medaljehold hvis alt klikker rigtigt. De har set bedre og bedre ud for hver uge, og dette kroner de af med tre sejre inden det går løs. Italienerne har i deres sidste uge inden EM nemlig vundet over Georgien, Rusland og Michigan State.
Grækenland startede svagt, men ser ud til at have fundet formen inden EM skydes igang på lørdag. Vi startede med slet ikke at have dem i vores top 10, men efterhånden som kampene er skudt frem, har de mere og mere fortjent at blive på listen. Grækerne var en af de bedste formmæssigt i sidste uge hvor de vandt tre kampe i streg over Litauen, Tyrkiet og Holland.
Slovenien kunne sagtens have ligget længere op på denne liste på trods af at de led to nederlag i træk til Serbien. På trods af disse to nederlag har de nemlig ydet serberne stor modstand, og tvang rent faktisk den anden kamp ud i OT. Slovenerne ser stærke ud, men der er bare nogle hold der ser lidt stærkere ud end dem, både trup-mæssigt, og formmæssigt og derfor ender de hvor de er nu.
Selvom det Tyrkiske landshold har store interne problemer der vedrører landsholdstræneren Ataman, Fenerbahces formand samt basketball forbundets formand, så ser det ud som om at det ikke helt forstyrrer spillerne på banen i den grad som man kunne forvente. Tyrkiet har nemlig vundet over Litauen, Holland, og fået en knebent nederlag til Grækenland på fire point. Og derfor ryger de igen ind på vores top 10 listen, efter at de i sidste uge røg ud.
Litauen startede med at være store favoritter til at snuppe en medalje, men efterhånden som dagene skred, begyndte de at tabe flere og flere kampe, og virker rent faktisk ikke helt på toppen. Sidste uges nummer fem, er derfor droppet helt ned til nummer 9, i og med at litauerne har skuffet igen i denne uge, hvor det er blevet til to nederlag til Tyrkiet og Grækenland, og en sejr over Holland.
Tyskland anført af Dirk Nowitzki og Dennis Schröder har haft en svær uge inden EM, men har samtidigt vist hvor de ligger niveaumæssigt ift. et af de bedste europæiske landshold i øjeblikket. To nederlag er det nemlig blevet til Frankrig, hvoraf de i den ene gav franksmændene kamp til stregen. Dette sammen med sejren i Beko Cuppen, må derfor i den grad give tyskerne selvtillid på kontoen.
Se sidste uges Powerranking ved at klikke her.
*Letland ryger ud af top 10 her i den sidste uge inden EM efter at de kun har spillet en enkelt kamp, hvor det blev til en sejr over Makedonien. Dette har ikke været nok til at de får en plads på top 10 listen.
Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.