Daniel Lilhauge er klar til endnu en sæson for Bears Academy.
Det har Bjørnene torsdag offentliggjort på deres Facebookside.
Lilhauge, der oprindeligt kommer fra Viby Basketball, snittede i sidste sæson 5,5 point, 2,4 rebounds og én assist per kamp for Bears Acacemy.
Lilhauge går nu ind til sin femte sæson i Basketligaen – alle desuden i Bears Academy-trøjen. Dermed holder Academy på en spiller, der har godt med erfaring, og dette kan det unge mandskab godt se ud til at få brug for.
Klubben må fremover nemlig undvære veteranen Keane Thomann, der har indstillet karrieren. Med sine blot 23 år er Lilhauge således den ældste på Academy-holdet indtil videre.
På nuværende tidspunkt består Academy-truppen udover Lilhauge af: Filip Ates, Tobias Mønsted, Tobias Hemmersam, Andreas Holst, Magnus Høj og Holger Saugstrup.
Jeg er redaktør for Basketligaen og har været det siden februar 2021. Jeg er 22 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)