Publikum i Arena Randers er blevet forkælet i denne første uge af foråret. For det er blevet til to sejre i to kampe for Randers Cimbria. Torsdag sendte Randers Cimbria gæsterne fra Team FOG Næstved hjem uden point, og de gjorde det samme med BMS Herlev i dag.
Randers Cimbria vandt kampen med 88-74, og er fortsat ubesejret i slutspillet af Basketligaen.
Benhård defensiv
I første periode af kampen var Randers Cimbria dominerede i defensiven. Randers fik selv scoret 22 point i kampens første ti minutter, men i den modsatte ende kom scoringerne ikke lige så nemt. BMS Herlev scorede kun ni point i hele første periode.
Cimbrias stærke defensiv har været en af deres fordele i denne sæson, mener Anton Lønstrup Hansen. Randers-kaptajnen synes, at den gode defensiv kom til udtryk i første periode, men haltede i resten af kampen.
“Vores forsvar har gennem hele sæsonen været fundamentet for vores succes, og det var egentlig okay i 1.periode, men så blev vores defensiv også markant dårligere i løbet af kampen,” fortæller Anton Lønstrup Hansen til Fullcourt.dk.
Succes i Randers
Udover den gode Randers-defensiv, så mener kaptajnen, at man også kan tilskrive en masse af denne sæsons succes på den stærke kollektiv, der render rundt oppe i Randers.
“Vi har en flok af gutter, der spiller for hinanden, og det har vi gjort lige fra starten af sæsonen. Fra første til sidste mand spiller alle super hårdt. Kemien på holdet i år er det bedste jeg har oplevet i mine år i ligaen,” fortæller Anton Lønstrup Hansen.
Håb om finaleplads
Efter at have sluttet på førstepladsen i grundspillet, så er forventningerne til Randers Cimbria høje i slutspillet. Inden sæsonens begyndelse var der ambitioner om medaljer, og det er sikret nu, da de er kommet i pokalfinalen. Men slutspillet i Basketligaen er også en prioritet hos Randers Cimbria, men de ved godt, at de får kamp til stregen.
“I slutspillet har vi et håb om at komme i finalerne, men topstriden er virkelig hård, og samtlige hold i top 4 har en chance for at ramme en virkelig gode periode, og derved vinde det hele,” fortæller Anton Lønstrup Hansen til Fullcourt.dk
Næste gang Randers Cimbria skal i aktion er mod de forsvarende mestre fra Aarhus. Da de to mandskaber sidste mødtes, var det Randers Cimbria, der gik sejrrigt fra den kamp. Det opgør bliver spillet den 9. marts i Aarhus.
Jeg hedder Rasmus, og jeg er Fullcourts Basketligaen-redaktør. Jeg brænder for dansk basketball og kan oftes finde i de danske basketballhaller, når der er kamp. Når jeg ikke ser basketball, så læser jeg Journalistik på Syddansk Universitet.