Shavon Shields fik en flot debut for det tyske tophold Fraport Skyliners Frankfurt, på sæsonens åbningsdag i den tyske Bundesliga.
Den 22-årige danske forward skrev denne sommer under med det tyske tophold fra Frankfurt, og allerede i hans første kamp blev det til masser af spilletid.
Fraport Skyliners mødte fredag aften de forsvarende tyske mestre Brose Bamberg på udebane, der til dagligt iøvrigt også huserer i Euroleague. Kampen var dårligt nok skudt igang, før den danske spiller blev kastet ind for løverne.
Shields fik hele 27 minutter i opgøret mod Bamberg, og var i en lang periode af kampen holdets topscorer. Denne titel blev i sidste ende snuppet af holdkammaraten Antonio Graves, der ligesom danskeren er ny i truppen denne sommer, og som sluttede af med 12 point.
Shavon Shields endte kampen med 10 point, 7 rebounds og 3 assists, og var med denne præstation holdets bedste spiller i sæsonens åbningskamp.
På trods af danskerens fine præstation havde Fraport Skyliners dog ikke en chance mod de forsvarende mestre, der vinder med de sikre cifre 84-55.
Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.