Ugen der gik i Dameligaen: Runde 1

I den kommende sæson vil Fullcourt lave en ugentlig opsamling fra ugen der gik i Dameligaen. Første runde i grundspillet er nu spillet, og der tegner sig allerede et billede af potentielle favorit- og bundhold.
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter

Aabyhøj IF – Hørsholm 79ers = 56:65

Sæsonens første kamp i Dameligaen bød på to hold, der ud fra papiret ser meget ligeværdige ud.

Dårlig træfsikkerhed prægede første periode af kampen, hvor Aabyhøj kun formåede at lægge tre point i kurven. Hørsholm havde også svært ved at finde kurven, men med hjælp af en velspillende Anne Hee Pedersen kunne de gå fra perioden med 13 point.

Anden periode viste Aabyhøj, at de kan spille med på samme niveau som Hørsholm. Begge hold formåede at score 20 point, og det gav Hørsholm en føring på 33-23 ved halvleg.

Tredje periode trådte Malene Lind Pedersen og Nikoline Sändback i karakter for Aabyhøj, hvor de stod for næsten alle hjemmeholdets point. Hørsholm formåede dog at holde hovedet koldt og kunne gå ind til sidste periode med et forspring på 12 point.

Fjerde periode bølgede frem og tilbage, men sejren var aldrig rigtig i fare for Hørsholm, som hele vejen igennem kunne fastholde en føring på minimum otte point.

Kampens topscorer blev Malene Lind Pedersen med 23 point, mens Anne Hee Pedersen scorede flest point for Hørsholm med 15 point.

SISU – BMS Herlev Wolfpack = 43:66

De fleste, der følger med i Dameligaen, har spået, at SISU vil få det svært i den kommende sæson. Holdet har et meget ungt mandskab, som først nu skal til at lære at spille basket på dette niveau. Det unge SISU-mandskab formåede dog at bide fra sig i nogle periode mod det noget mere rutinerede Wolfpack-mandskab.

Selvom Wolfpack trak hurtigt fra land i første periode med en føring på 13-22, spillede SISU næsten op med Wolfpack i anden og fjerde periode. Det var dog alligevel ikke nok til, at SISU for alvor kunne true Wolfpack, som kørte en sikker sejr hjem.

Kampens topscorer blev den unge Laura Nikoline Ziegler med 17 points, og hun kunne også tilføje 15 rebounds til sin statistik. Fra SISU gjorde Asta Vadum Blauenfeldt en god figur med 12 point.

BK Amager – SISU = 92:47

Igen stod SISU over for noget af en opgave, da de skulle møde BK Amager på udebane. BK Amager er regnet som DM-favoritter af mange, og de viste da også i kampen, af de besidder et andet niveau end SISU.

BK Amager lagde stærkt fra land, hvor SISU på ingen måder havde mulighed for at følge med. Først ved 10-0 formåede SISU at score deres første mål. Især BK Amagers Emilie Fogelstrøm var svær at stoppe med tre treere i de sidste minutter af første periode.

Anden periode lykkedes det SISU lidt bedre at holde BK Amager væk fra kurven, og de spillede næsten lige op med dem.

Tredje og fjerde periode satte til gengæld en streg under det faktum, at der er en vis niveauforskel mellem de to hold, og BK Amager kunne gå fra kampen med en sejr på hele 45 point.

Scoringerne blandt vinderholdet var jævnt fordelt mellem alle spillerne, men Emilie Fogelstrøm og Anna Gylling Seilund blev kampens topscorere med 15 point hver især. Anna Clara Juul Mogensen og Michala Nathalie Bork lagde flest point i kurven for SISU med 10 point hver.

BMS Herlev Wolfpack – Aabyhøj IF = 71:67

Begge hold gik ind til kampen uden vigtige nøglespillere. Alberte Rimdal fra Aabyhøj og Bianca Richter Braikia og Emilie Hesseldal fra Wolfpack var alle ude med småskader.

Første og anden periode var helt lige mellem de to hold, og spillerne kunne gå til pause med stillingen 35-35.

Tredje og fjerde periode var også meget jævnbyrdigt. Et par minutter tilbage af kampen formåede Wolfpack dog at trække lidt fra Aabyhøj ved hjælp af vigtige scoringer fra Ida Tryggedsson Preetzmann og Laura Nikoline Ziegler. Aabyhøj prøvede at komme tilbage igen, og det lykkedes næsten også, men til sidst måtte de se sig slået med 4 point.

Det var de unge spillere, der især gjorde sig bemærket i kampen. For Wolfpack scorede 18-årige Laura Nikoline Ziegler 19 point, tog 16 rebounds, lavede tre steals og tre assists. For Aabyhøj var det 18-årige Malene Lind Pedersen, som var bedst på dagen. Hun scorede 21 point, tog ni rebounds og lavede fem steals.

BK Amager – BMS Herlev Wolfpack = 72:61

Denne kamp var den første test på, hvem af de to hold, der højst sandsynlig kommer til at dominere Dameligaen i år.

BK Amager startede stærkest ud, men Wolfpack kom hurtigt efter det, og de kunne gå fra første periode med en føring på ét point.

Anden periode stod i BK Amagers tegn. Her gjorde bl.a. Annemie Friis Espersen god figur med
otte point. Tredje periode var samme snak, hvor BK Amager kunne trække yderligere fra Wolfpack og gå ind til sidste periode med en føring på 54-42.

Fjerde periode handlede for Wolfpack om at komme tilbage i kampen. Det lykkedes dog ikke, og
BK Amager kunne fastholde deres føring uden for alvor at føle sig truet.

Rikke Fabricius blev topscorer for BK Amager med 14 point, mens Ida Tryggedsson Preetzman
scorede flest mål for Wolfpack med 17 point.

Hørsholm 79ers – SISU = 73:60

Hørsholm lagde stærkt ud med to hurtige tre-pointere fra anfører Gritt Ryder. Begge hold var generelt godt skydende bag treeren, og det betød også, at SISU kunne holde trit med Hørsholm gennem hele perioden.

SISU var foran det meste af anden periode, men det lykkedes Hørsholm at komme tilbage i slutningen af perioden, så de kunne gå til pause med en føring på 36-30.

I tredje periode trådte især Josefine Schubart Haabegaard i karakter for SISU ved at lave holdets første seks point. For Hørsholm var en velspillende Elisabeth Brynaa Hansen med til at sikre, at holdet kunne øge deres føring yderligere.

Fjerde periode blev afgjort ved hjælp af Anne Hee Pedersen, Josephine Tullinn og Gritt Ryder fra Hørsholm. Med tre minutter igen var Hørsholm oppe med 23 point, men et par tre-pointere fra SISU gjorde det endelige slutresultat lidt mere tålelig.

Gritt Ryder havde en kanon kamp for Hørsholm med hele 29 point, 14 rebounds, fem assists og otte steals. Asta Vadum Blauenfeldt var den mest træfsikre fra SISU med 23 point.

Stilling

  1. BK Amager (2/0)
  2. Hørsholm 79ers (2/0)
  3. BMS Herlev Wolfpack (2/1)
  4. Aabyhøj IF (0/2)
  5. SISU (0/3)

Se andre spændende artikler